Fra ABC til WWW - Hobro Nordre Skole 100 år

Tilbage

 

En mærkedag - nej, faktisk markerer vi flere mærkedage. Man kan sige, at vi fejrer 100-årsdagen for skolens beliggenhed på stedet/ matriklen, mere end 100-årsdagen for Hobro Nordre Skole.

 

Før 12 / 12 1906 eksisterede Hostruphuse Skole. Den har ligget i det daværende Hostruphuse, Hørby Sogn, fra formentlig en gang i 1880'erne, muligvis endnu tidligere. Der findes bl.a. optegnelser (en protokol, som kan ses på Lokalhistorisk arkiv, Hobro) om elever på Frk. Nielsens Pogeskole tilbage fra 1865. Fra 1872 omtales Frk. Nielsens Pogeskole som Hostruphuse Skole, men der er ikke ført elevtal siden 1874.

 

Ifølge en "Fortegnelse over lærerkræfter" var der i 1886 på Hostruphuse Skole ansat en lærerinde, der hed frk.Th.Kristensen. Beliggenheden af skolen er ikke angivet.

 

I 1899 fik skolen på Solbakken = Hostruphuse Skole en ny førstelærer, Karl Sørensen, senere Svanum. Nu er beliggenheden altså angivet.

 

Allerede i 1905 blev Hostruphuse skole købstadsordnet, hvilket medførte yderligere krav til undervisningen, som sammen med stigende elevtal gjorde det nødvendigt at udbygge skolen, hvad der ikke var muligt på Solbakken.

 

I 1906 blev en ny skole bygget på den nuværende matrikel / adresse, som blev erhvervet for 3500 kr. incl. en lille lystskov. Efter 7 måneders byggeri  blev skolen indviet 12 / 12 1906 - d.v.s. bygningen der ligger mod Banegårdsvej (dog ikke "Tårnet"), samt en gymnastiksal og toiletbygning.

 

Skolen fik bl.a. centralvarme, selvom flere mente, at kakkelovne måtte kunne gøre det!

 

I 1921 blev Hostruphuse , også kaldet "det sorte sogn", og som indtil da havde været en del af Øls - Hørby - Døstrup kommune , indlemmet i Hobro kommune. Det betød bl.a., at indbyggertallet i Hobro steg fra ca.4200 til ca. 6.000!

 

Da Hostruphuse skole i 1921 således kom ind under Hobro kommune var det med særbestemmelser.

I en overgangsperiode på 15 år inden Hostrup Huse kunne betragtes som helt indlemmet i Hobro kommune, skulle der gælde diverse særbestemmelser. I § 8 i disse særbestemmelser stod:

 

"Hostruphuse skole med Realafdeling under Ledelse af den kgl. udnævnt Overlærer opretholdes som en selvstændig Skole for det indlemmede Distrikt, i hvert Fald i Overgangsperioden. Skolen har sit eget Lærerpersonale. Der skal være lige Adgang for alle Hobro Kommunes Børn, henholdsvis til Hobro Mellemskole og til Realklasserne i Hostruphuse Skole. Børn fra Landkommunerne bevarer i de 15 Overgangsaar den nuværende Ret til Adgang til Hostruphuse Skoles Realklasser, dog mod at der betales 4 kr. pr. Maaned pr. Barn."

 

Derfor har skolen formentlig ikke heddet Hobro Nordre skole før omkring 1936.

 

Hobro Nordre skole har altså eksisteret i 70 år i år som "fuldgyldig" del af Hobro Kommunes skolevæsen og med navnet Hobro Nordre skole!

 

Bemærk i øvrigt, at skolen længe efter 1921 officielt omtales Hostruphuse Skole.

F.eks. står der i Hobro kommunes skoleplan i 1922:

"Hostruphuse Folke- og Realskole består af en 7 klasset Folkeskole med fornødne Parellelklasser samt en 4-klasset Realafdeling"

 

1924 i Undervisningsministeriets Approberede Skoleplan § 6: "og ligeledes ledes Hostruphuse Skole af en Overlærer, udnævnt af Kongen ".

 

I beretningen Hobro Købstads skolevæsen 1906 - 1931 omtales, at der ved Hostruphuse Skole den 1/4 1931 er ansat 1 overlærer, 6 lærere, 3 lærerinder, 1 timelærerinde, 1 fast vikar og 1 sygevikar.

 

Faktisk er det svært at sige, hvornår skolen kom til at hedde Hobro Nordre skole, for i starten hed skolen Hobro Nordre kommuneskole.

Det fremgår af beretningen "Hobro Købstads skolevæsen 1931 - 1941", hvor skolen i 1940 omtales som Hobro Nordre kommuneskole.

Hvornår -kommune er forsvundet fortaber sig i det uvisse.

 

Hobro Nordre skole udbygget flere gange.

 

I 1928 blev førstelærerens embedsbolig ombygget til klasselokale.

Pris: 7.357,37 kr.

 

Omkring 1952 blev "Tårnet" bygget i forlængelse af den eksisterende skole. Pris ca. 220.000 kr.
Det kan bemærkes, at planerne om udbygning lå klar i 1943, men byrådet diskuterede muligheden for at slå Søndre og Nordre skole sammen - på Søndre skole!

 

5 / 3 1965 blev "Østfløjens" lokaler indviet, incl. gymnastiksal, hjemkundskabs- og sløjdlokale. Pris ca. 900.000 kr.

 

I 1972 blev der efter flere år med pladsmangel bygget 2 midlertidige pavilloner med 4 klasseværelser, som altså har 34 års jubilæum i 2006!

Pris: 300.000 kr.

 

I januar 1976 - altså for godt 30 år siden - blev "Thyges bygning " med 4 klasseværelser og en ny idrætssal taget i brug efter mange besværligheder. Byggeriet blev bl.a. udskudt p.g.a. statsligt byggestop.

Pris: godt 3 mill. kr.

 

I 1978 blev bygningen med det nuværende lærerværelse indviet, og samme år blev det nuværende skolebibliotek indrettet.

 

I 1989 startede SkoleFritidsOrdningen, SFO-en, på skolen.

 

I 1995 blev en større ombygning af skolen færdig. Pris ca. 8 mill. kr.

 

I 2006 blev et erstatningsbyggeri for de 4 pavilloner til ca. 10 mill. kr. udskudt til 2008, grundet indlemmelse i Mariager Fjord Kommune.

 

Lidt løst og fast om Hobro Nordre skole.

 

I 1913 blev et ønske om at etablere en telefonlinie til skolen nedstemt i Byrådet. Som borgmesteren udtrykte det: "Den vil være til forstyrrelse - en telefon i huset volder mere uro end et spædbarn. At anvende 100 kr. her ville være at smide penge ud af vinduet ".

 

I 1940 var der tysk "indkvartering" på skolen.

 

Lindetræet, som stadig står i skolegården, blev plantet på Chr.d.10. 70 års fødselsdag.

 

I 1944 var der alderdomshjem på skolen. 26 beboere boede i 6 klasseværelser, som var fikset op med gardiner og blomster. De ældre boede på skolen til oktober 1945, hvor eleverne overtog lokalerne; samt helt nyindrettede toiletter og brusebade ved gymnastiksalen.

 

Den 21/12 1956 – for 50 år siden - kunne man i Aalborg Stiftstidende under overskriften "Da Hørby maatte bygge skole til Hobro" læse: "Uden festivitas eller ydre markering er Hobro Nordre skole fyldt 50 år, og det er ellers en dag, der nok kunne have givet anledning til bemærkninger om fremsyn og energisk arbejde for skoletanken i Øls-Hørby-Døstrup kommune"

 

I 1963 fik skolen 4.800 kr. - som skulle deles med Søndre Skole - til at begynde opbygningen af et skolebibliotek.

 

Den 11/11 1965 startede skolens skolepatrulje.

 

I 1965 fik skolen en længe tiltrængt sportplads - tidligere havde man brugt pladsen ved Horsø til idræt.

 

I 1971 - for 35 år siden - var skolen den skole i kommunen der gik videst i retning af at give alle elever tilladelse til at ryge - dog med den klausul, at forældrene skulle give deres tilladelse. Skolen opstillede et læskur i skolegården til rygernes disposition.

 

Samme år blev haven ned mod Banegårdsvej af forældre ryddet og indrettet til legeplads for børnehaveklassen.

 

I 1972 blev der indsamlet penge og bygget en legeplads for alle elever. Man holdt en stor legepladsfest i maj 1972.

 

Kom til åbent hus på skolen LØRDAG 9.december og se udstillingen om skolens historie. 

 

Henrik Hvirring

skolebibliotekar