Skoleerindringer |
Af Emmy Borup |
Jeg kom i skole som 7 årig - 1.b Hostruphuse Skole. Det var i 1938 og skoleåret begyndte l. april.
Jeg gik fra Homarskvej 6 hen ad Solvej og ved skolen kom vi til en mølle vi skulle igennem - til højre kom der en lav bygning med gammeldags toiletter uden træk og slip og tremmer for døren, det var de fleste vant til hjemmefra. Længere fremme var der gymnastiksal, Til venstre var der et stort sort skur til tørv og andet brændsel, det blev senere til cykelskur. Der var kun den oprindelige bygning - men der var storkerede på taget med storke i, der var en vældig knæpren og en del svineri ned over taget. En storkeunge faldt ned, den blev lagt i en zinkbalje i kælderen hos Anthonsen, det var pedellen, for de havde lejlighed der. Alle klasser blev ringet på plads som vi plejede inden vi skulle ind, men denne gang skulle vi alle ned i kælderen for at se storken. Ingen satte sig ned i klassen før læreren kom og sagde "sæt jer ned".
Vi var hjemme hver middag fra kl. 12.10 til 13 for at spise middagsmad. Da var de fleste fædre hjemme og mor havde maden parat. På kong Kristians 70 års fødselsdag d 26. september 1940, blev der plantet et træ. Var det ikke et Lindetræ? Jeg husker det kun svagt - det er der endnu med en bænk udenom.
Øverste myndighed var overlærer Weirsø Jensen, en høj flot mand. Kom man for sent, stod han på trappen og pegede dem ud der var for sent på den, og det blev til 1 times eftersidning.
Jeg husker en ting med overlæreren. Vi fik hvert år en gratis billet med DSB - jeg fik altid en til Tim i Vestjylland, men eet år havde jeg tilbud om at komme til København, så det var ikke godt med billetten. Mor og jeg besluttede at gå ned til overlærer Weirsø på Hodalsvej hvis billetten kunne byttes - vi var lige nervøse mor og jeg - men vi blev modtaget på pæneste vis og billetten byttet - puh ha--.
Jeg havde en klasselærer frk. Pedersen, hun kaldte mig ”min lille mulat”- hvad jeg jo ikke var, var bare mørk - mon det havde gået i dag? Frk. Pedersen oprettede noget senere en fond, som kom en elev i 4. klasse til gode hvert år, een som havde gjort sig positivt bemærket.
Vi havde også en spareklub, hvor vi en gang om ugen købte sparemærker, jeg mener at have fået præmie for at spare, ikke beløbets størrelse, men for at huske det de fleste gange.
Da vi blev lidt større, skulle vi en gang om ugen ned på offentlig badeanstalt for at blive vasket og spulet, det var frk Kruse der stod med slangen når vi var godt rørte af neglebørsten og klude, frk Kruse - en bestemt flot kvinde som vi også havde til gymnastik - hun kunne det hele selv. Vi havde svømmeundervisning på Horsø, hvor der var et stort sort skur, ja en badeanstalt den ene side til piger den anden til drenge. Det var også frk Kruse.
Skoletasker! det var ikke nemt at få dem og de var dyre, jeg fik een syet af 2 gamle, det var vist skomageren der gjorde det - men fint nok.
Så kom krigen - en morgen vi kom i skole var gården fyldt med tyskere, de lavede mad på store madkanoner, vi var blevet ældre og pigerne strikkede ankel sokker og huer i rødt-hvidt-blåt.
Jeg glemmer at fortælle. at vi hvert år havde en sommerudflugt til Østerskoven hvor vi sammen med byens skole marcherede med flag og sang derud, vi legede sangleje og andre gode ting. Sodavand, is slik hørte til - det helt store var en udflugt med tog til Mosskov, der var dengang trinbræt der.
Senere kom tyskerne på alderdomshjemmet og de gamle her på skolen - vi var 2 mellemskoleklasser tilbage. Vi var på loftet - men senere korn vi ned i Missionshuset i Vestergade. Jeg mener ikke det var så længe, vi gik nogle gange hen til skolen der hørte til Søndre - der var en indhegning, hvor der var russiske krigsfanger, det var ikke rart at se, men det tiltrak os alligevel, nogle børn kastede deres madpakke ind til dem - det gjorde jo alligevel et stort indtryk på os.
Hverdagen kom og vi gik til præst hos pastor Højgaard og blev konfirmeret 7. oktober - mon ikke det var 1944, gik ud af IV mellem i 1946.
Venlig hilsen Emmy Borup f. Furnesen
Har sendt 4 drenge på Nordre Skole fra samme adresse, senere et barnebarn der går i 1 klasse fra samme adresse. |