Spredte glimt fra min skoletid på Nordre 1941 – 1949.

Jeg sidder og ser på skolefotoet af II mellem b i 1946. (Egon Christensens foto i Opslagstavlen - er indsat).

11 piger og 16 drenge – pigerne for sig og drengene for sig som i kirken i gamle dage – og klasselærer Hans Ebdrup i baggrunden. Gammeldags tomandspulte til alle, uanset størrelsen af ens korpus. Men de ser nylakerede ud. Det ordnede pedellen i sommerferien. Det er garanteret et klasseværelse på 1. sal. I stuen lå nr. 1 – 4, på førstesalen nr. 5 – 8, og op ad en nærmest hønsetrappe nr. 9 og 10 i hver sin ende af et stort, næsten tomt, loftsrum, hvor man kiggede lige op i tagstenene. Det var, hvad der var i 1946, bortset fra gymnastiksalen og træskuret med dasserne for enden af det. Jeg tror aldrig, jeg brugte dem, for jeg løb hjem i stedet, - boede Solvej 5, så det kunne jeg sagtens nå. Gårdvagten opdagede det aldrig, og jeg kunne nemt høre klokken på den afstand, når der blev ringet ind igen.

På taget af skolen sad den berømte storkerede, som blev befolket hvert år – som regel d. 9. april. Derfor var taget helt hvidt af deres ”klatter” uden om. Jeg er næsten sikker på, at der under besættelsen også var en luftværnssirene, men jeg erindrer ikke, at vi nogen sinde var i ”kælderen.” Og hvor skulle vi i så fald gøre det? Her må andre supplere mig. Men jeg husker sirenens lyd med et mærkeligt ekko fra bakken med Skoleskoven. Luften vibrerede ligefrem.

Tilbage til billedet: Billederne på væggen var sort/hvide reproduktioner af sikkert betydelige kunstværker. Vi så dem aldrig – de var der bare. I de små klasser var der store, trykte paptavler til anskuelsesundervisning – det var der et fag, der hed. De forestillede f. eks. arbejdet på en bondegård, hvor der blev høstet med le og bundet i neg, og lærerne forklarede og pegede og lærte os en masse, som var vældig spændende. Husk nu på, at det var før traktor og selvbinder og især før tv og video. Skolen ejede dog en smalfilmsfremviser, og jeg erindrer en sjælden gang, hvor vi i geografi så en sort/hvid film fra fremmede lande, og lyden af det snurrende apparat, men også det sjoveste: At man fik lov til at se filmen baglæns! Jeg husker ikke, at vi havde sorte rullegardiner, men det må vi have haft under krigen, for selv om der kom elendigt lys ud af klasseværelsets 6 små lamper, så skulle man jo kunne mørklægge i vintertiden. Men jeg er sikker på, at skulle der trækkes for – eller for den sags skyld åbnes et vindue – var der altid 20 frivillige, som ville gøre det. Læreren var dengang en ophøjet person, som altid kunne få hjælp af tjenstivrige elever. Eller måske gjorde de det for at få lidt afveksling i ellers en kedelig time!

Og bøgerne i skabene ved bagvæggen – hvad indeholdt de? Var det klassebogssamlinger? Opslagsværker? Det var jo før skolebiblioteket var opfundet. Vi rørte aldrig de bøger – var aldrig alene i klassen, undtagen når man var ordensduks. Blev låst ind, når timen begyndte, og fulgt ud, når den sluttede, hvor døren blev låst, for frisk luft skulle vi have, når der var frikvarter, mens gårdvagten vogtede nidkært over os i gården, hvor de store piger fordrev tiden med at gå arm i arm rundt om linden, der var ganske lille, mens drengene prøvede at bryde rækkerne – den eneste form for erotisk kontakt i puberteten. Hvad gjorde de udstødte piger, der ikke var med i rækkerne? For mobning eksisterede også dengang, selvom det ikke kaldtes sådan. Blev vist bare opfattet som almindelig drilleri.

De små legede ”tek” – (fangeleg), sjippede, dog kun pigerne, og ofte i to store reb, hinkede i ruder, som let kunne tegnes med en pind i gruset, for der var endnu ikke asfalteret. Pigerne spillede også med bolde – 2,3, op til 4 – op ad gymnastiksalen. Jeg tror, at jeg endnu kan huske de fleste regler for ”gammel 10”, ”ny 10” og ”1000bold”, som boldspillene hed. Vi spillede med kasserede tennisbolde, som nogle tiltuskede sig ved ”borgerskabets” tennisbane i Vester Alle. Man kunne også bytte glansbilleder, påklædningsdukker, servietter og spille med hønseringe. Men hvad lavede drengene? Jeg husker det ikke, for jeg var ikke interesseret – hvem fortæller om det?

Lærerne havde intet lærerværelse, men måtte klumpe sig sammen i overlærerens kontor, som var et lille lokale mellem nr. 2 og 3. Der var også et depotrum for kort og plancher til geografi og naturhistorie – under hønsetrappen mellem nr. 6 og 7.

Min egen skoletid startede tirsdag den 1. april 1941. Inger Ebdrup (lærer Ebdrups datter), som dengang boede på hjørnet af Homarksvej og Hovangsvej, hentede mig, for vi skulle gå i klasse sammen. Forældrene var ikke involverede i den slags begivenheder dengang – kom i det hele taget ikke på skolen, for forældremøder var ikke indført. Inger og jeg gik bare den lille tur hen ad Solvej, som var en grusvej, forbi Lergraven på højre hånd, hvor husene stoppede med nr. 6, ind gennem den primitive træmølle, som det var forbudt at sidde på og dreje rundt. (Det gjorde vi nu tit, vi børn fra vejen, når lærerne var taget hjem.) – Mere husker jeg ikke fra den dag.

Vi fik frk. Kruse som klasselærer, og en af de næste dage blev jeg sendt ind på overlærer Weirsøes kontor, for jeg skulle nemlig læse højt for ham. Det havde jeg lært hjemme, da jeg var 4 år, og det var vist ikke velset. Man formodedes at være et tomt kar, når man begyndte i skolen. Men jeg læste H. C. Andersens ”Den grimme ælling” for Weirsøe med en dramatisk stemmeføring, der betog ham så meget, at jeg mange gange i de små klasser blev brugt som en slags vikar. I tror, det er løgn, men når en stor klasse sad uden lærer, blev jeg placeret ved katederet, og så måtte de nøjes med mig som oplæser af en god historie. Jeg husker ikke, at nogen lavede ballade i den anledning.

Men det vil føre for vidt at beskrive alle de personlige minder, jeg har fra 1941 – 1949, hvor jeg sluttede med en mellemskoleeksamen. (Nej, jeg regner ikke forkert. Jeg og mange andre kunne nemlig springe 5. klasse over, hvis vi kunne bestå mellemskoleprøven i 4. klasse. Derom senere.) Jeg vil hellere fortælle, hvad jeg husker om nogle af de lærere, jeg havde, og så kan det nok ikke undgås, at der dukker ting op, som jeg har oplevet på egen krop.

Frk. Kruse blev som sagt min første klasselærer, og hun var ung og smuk og gik med sit lange, mørke hår samlet i et hæklet hårnet, som var sidste mode, og så boede hun i Lyon – en funkisejendom på Jernbanegade. Det var et fint sted. Men jeg husker hende mest som gymnastiklærer, hvor hun også var foregangskvinde. Hun medbragte en rejsegrammofon – den slags, der skal trækkes op med mellemrum - , og så spillede hun pladen ” Stars and Stripes forever”, mens vi gjorde stræk-bøj i takt. Det var avanceret. Og hvad ville tyskerne have sagt, hvis de havde vist, at hun brugte den musik! Der var brusebad bagefter, og det var jeg ikke tryg ved, for hjemme stod den kun på etagevask ved køkkenbordet. Til slut fik vi med den kolde slange. Jeg hadede det!

Atletikundervisningen på Horsø, som andre skriver om, kan jeg slet ikke huske – men må jo have deltaget, for jeg har endnu en nål og et diplom med Thyra Kruses store, karakteristiske skrift fra 1946. ( Her må jeg lige indskyde, at jeg heller ikke har nogen som helst erindring om, at vi havde timer i fysik og husgerning på Søndre Skole, skønt vi må have brugt megen tid på at gå frem og tilbage.) Frk. Kruse kreerede også danseoptrin for de største piger, som opførte dem ved fester på Teateret. Det opnåede jeg ikke, og var dybt misundelig. Men hun kom i mit hjem og læste med mig og gav mig lektier for, når jeg lå i sengen med min evindelige vinter-bronchitis i ugevis. Mon hun blev aflønnet for det?

Frk. Frederiksen havde jeg i håndgerning, som vi havde fra 3. klasse, og der blev jeg den udvalgte, som fik lov til at sætte tråd på, så vidt jeg husker, skolens eneste håndsymaskine og at spole og sætte spolen i. Jeg fik hurtigt lært at sy og strikke og sidder netop i disse dage og strikker et par sokker ”udenad” efter frk. Frederiksens opskrift, som jeg aldrig har glemt. Det første, vi syede, var et ”hæftebånd” – et langt, smalt tøjstykke, som blev forsynet med en strop, som skulle sættes fast på en dertil indrettet knap på et af de store borde med løse stole, som stod i håndgerningslokalet. (Nr. 1?). Vi skulle pynte det med forsting i rødt og blåt og bruge båndet til at sætte andre sytøjer  fast i med en knappenål, når de skulle ries og sømmes, og det var faktisk praktisk. Det var lavet af ternet bomuldsstof i blåt, - såkaldt Haslevstof, ved jeg nu, men hvor hun havde det fra, var en gåde, for det kunne ikke købes i de dage. Et lager fra før krigen? Vi lærte også at maskinsy en bluse med pufærmer, krave og håndsyede knaphuller i en senere klasse – også af bomuld. Ingen gik trods tøjmanglen nogensinde med den i skolen – mange fik den ikke færdig på et år - , for den var klippet efter samme snitmønster til alle, uanset størrelse, men passede vist ingen. Det følte jeg som tøjspild, kan jeg huske.

Vi måtte ikke tage håndarbejdet med hjem i årets løb, for det skulle uvasket og ustrøget lægges frem på den årlige udstilling ved eksamenstide, hvor også alle stilebøger, diktat- og regnehæfter samt alle årets tegninger blev beundret af forældrene. Men nogle af eleverne græmmede sig nok over en halvfærdig sok, knoldet af sved! Lad mig slutte dette håndgerningskapitel med at fortælle om forsyningsbesværlighederne for faget under krigen: For at få ritråd til arbejderne i skolen sad jeg i timevis derhjemme ved 15-lyspæren, stuens eneste, og sprættede sømmen op på slidte lagner med en forsigtig knappenål, og en smuk, strikket lysedug af silkegarn blev trævlet op, så frk. Frederiksen kunne lære mig at strikke fingervanter. Efter krigen sagdes det, at hun havde huset modstandsfolk og nedkastede englændere i sin lejlighed nær skolen på Banegårdsvej – det højnede hendes prestige.

Lad mig sige lidt om Ebdrup, som jeg havde i regning – vist i alle årene, men i hvert fald i mellemskolen. Han var utrolig afholdt – dygtig, rar, sjov, spillede violin og sang og behøvede ikke at ”slå” sig igennem, som mange andre gjorde. Jeg var god til faget, kunne mine tabeller – det var vigtigt dengang – og klarede også let den smule matematik, vi havde i mellemskolen. Men regning som fag var egentlig kedeligt, for var man færdig med regnebogen, som var inddelt i timer, som blev sværere og sværere - én til hver dag, men jeg regnede forud – fik man lov til at begynde forfra og regnede så de samme stykker op til 3 gange på et år.  

Men én gang led jeg et stort nederlag, som jeg husker endnu. Det var i marts måned 1945, da vi gik til mellemskoleprøve i Missionshuset i Vestergade, fordi der var flygtninge på Nordre. Jeg kom fra 4. klasse og havde ikke lært om ”kommatal”, som var en disciplin i 5. klasse. Ebdrup skrev stykkerne op på en stor, løs tavle, der var sat op, og havde selv lavet opgaverne – de var ikke fra ministeriet. Vi sad vist enkeltvis ved pultene, og der var nye hoveder fra landsbyskolerne i Hørby, Brøndum og Døstrup. Der var en opgave, som lignede denne: 123 + 12,3 + 1,23 + 0,123. Ebdrup havde lært mig, at regnestykker skulle være ”lige i ryggen”, så den regel brugte jeg, og ikke den rigtige: ”Komma under komma”. Da vi bagefter fik resultatet, var jeg flov. Også fordi jeg i diktaten, som skulle skrives med pen og blæk, havde stavet ”umuligt” som ”umugligt”. Jeg husker ikke den genfortælling, vi blev prøvet i, men kun, hvor nervøs jeg var og sikker på, at jeg ikke bestod. Nu skal der igen indføres tests af små elever – gid det ikke kommer til at betyde så meget i et livsforløb som den fordømte mellemskoleprøve, men var der overhovedet nogle, som dumpede? Vi var vist håndplukkede af lærerne på forhånd. Jeg bestod i hvert fald og kom i I mellem før befrielsen, men husker ikke, hvor længe vi gik i Vestergade.

Lærer Møller var arme og ben og underviste med hele kroppen i historie, hvor han fægtede sig igennem talrige danske og udenlandske krige, snart som den ene hær, snart som den anden. Kampene foregik foran tavlen, ofte med pegepinden som sabel, og derfor røg der en loftslampe i ny og næ. Hans store interesse var den franske revolution og Napoleon, og jeg husker endnu alle navnene, som blev udtalt distinkt på det ukendte franske sprog. Men det bedste var at få ham til at fortælle ”sandfærdige tildragelser fra et langt og uheldssvangert liv” vandrende rundt i klassen. Hvilke løgnehistorier – og han var let at lokke ud på de afveje. Han var også et geni til at huske årstal, og jeg lavede mig et tykt hæfte med et årstal for hver linje og skrev ned, hver gang han nævnede et nyt. Det var helt frivilligt, hæftet er væk, men mange af de årstal er kommet mig til gode senere, når en begivenhed skulle tidsfæstes. Men den slags bruger man jo ikke tid på mere.

Den sidste lærer, der virkelig huskes, er lærer Holm, som desværre var på en umulig opgave: Han skulle lære os tysk – lige efter besættelsen! Jeg boycottede det fra den første dag, og blev tit sat uden for døren. Det var heldigvis et år i nr. 9, hvor der var en skunk under taget med en hængelåst tremmedør for, men jeg var så tynd, at jeg kunne smyge mig gennem tremmerne, hvor jeg i halvmørket kunne kigge ind i klassen gennem et hul i masonitvæggen og på den måde følge med i alt. Men jeg fik ikke lært tysk.

Holm var slem til at slå, specielt når han var gårdvagt, og virkede ikke som en børneven, men det viste sig, at han også var følsom. En dag ville han demonstrere tysk kultur og satte Schuberts ”Der Erlkönig” på rejsegrammofonen, men den smukke sang overvældede ham så meget, at han pludselig græd i overværelse af en måbende klasse. Hvor må han have følt, at han kastede perler for svin, kan jeg godt se nu.

Men i 1948 tog han kegler, da han arrangerede klassens første - og eneste – udenlandsrejse til Dalarne, vist gennem foreningen Norden. Vi var privat indkvarterede i Munkedal og omegn hos jævnaldrende i næsten to uger omkring Sct. Hans, lige i den skønneste midsommer. Vi måtte lovligt have 5 svenske kroner med gennem paskontrollen, men min far havde skaffet mig en svensk 10-kroneseddel, som jeg smuglede ind, skjult i en sko. For den kunne jeg købe ting som sæbe og tråd og elastik, som fandtes i slaraffenlandet Sverige. Men jeg husker endnu, hvor foden brændte! Den slags duer jeg ikke til.

Så var der Weirsøe – en flot, høj, hvidhåret mand, som vi et år havde i bibelshistorie, hvor man kunne være heldig at være den, der fik lov til at svinge skolens messingklokke, mens man løb gennem gangene, når der skulle ringes ud. Den lød, som Hjem-isklokken nu, tænker jeg på hver torsdag, når bilen kommer her. Men fra faget husker jeg kun, at vi tegnede små primitive bibelske tegninger af fra en trykt bog med terner, der gjorde det let at kopiere.

Men Weirsøe underviste også i engelsk i mellemskolen efter et bogsystem, som havde lydskrift på venstresiderne og den rigtige stavemåde på højresiderne. Vi brugte vist lydskriften lidt for meget, og desuden var Weirsøes udtale mere vestjysk end engelsk, hvilket gav diskussioner i hjemmet, hvor far, som kunne lidt engelsk, ikke var helt tilfreds med mine kundskaber. Og værre blev det i realen på Søndre, hvor vi 9 fra Nordre blev grinet ud af en dygtig lærer, som måtte lære os både at stave og tale korrekt. Apropos stave: Den nye retskrivning med små begyndelsesbogstaver og nye staveregler for mange ord fik vi kun 3 måneder til at lære før mellemskoleeksamen, og vi skulle jo klare os uden en ordbog.  Det var ikke gået i dag.

Jeg kan kun svagt huske Borresen Hansen i naturhistorie, Kau i tegning, hvor vi vist ikke brugte farver, men kun blyant til at tegne de kasser og udstoppede dyr, der blev stillet op i midten af tegnesalen (nr. 10?), frk. Larsen, som underviste i dansk, og et enkelt glimt af en meget gammel frk. Christensen, som var så træt, at hun en dag faldt i søvn med hovedet på katederet. Hende havde min mor også haft, så hun må have været nær de 70. Men de fleste af mine skolekammerater kan jeg huske. Hvem mon er tilbage?

Lad mig slutte med at fortælle, at jeg selv endte som lærer (mest i matematik – inspireret af Ebdrups facon) fra 1956 til 1994 i Ringsted, hvor jeg oplevede, at skolen langsomt bevægede sig væk fra mine egne oplevelser af den i barndommen, og det var vist godt det samme!

Så der er sket meget på den front som på alle andre i de 100 år. Tillykke.