Tænk, er det virkelig 25 år siden, vi sidst holdt jubilæum!

Jeg kom til Nordre Skole kort efter krigens afslutning. Det største problem var mangelen på klasseværelser. De 400-450 elever skulle proppes ind i den gamle bygning ud mod gaden. I mellem kunne godt starte med 36 elver, og alligevel var det ikke vanskeligt at holde ro i klassen, for de fleste hjem havde en positiv indstilling til skolen og indprentede børnene høflighed og respekt for læreren.

Lærerens styreform var absolut autoritær, men børnene brokkede sig ikke, i hvert fald ikke åbenlyst. "Håndspålæggelse" var tilladt, men blev sjælden anvendt, men den præventive betydning var af en ikke ringe effekt. Eftersidning blev meget anvendt. En ”sveder” kunne virke afsvalende på urolige gemytter eller opildne til ekstra lektielæsning.

Undervisningsmidlerne var beskedne. Sparsommelighed sad i højsædet hos de bevilgende myndigheder. Den sorte tavle og kridtet var de vigtigste hjælpemidler. Alligevel kunne timerne være interessante. Den levende fortælling havde gode kår i en tid, hvor eleverne ikke var overfodrede med farve-tv og biografbesøg.

Når klokken ringede ved timens begyndelse, stillede børnene klassevis op i gården. Det tog noget af undervisningstiden, men på den anden side havde det en beroligende virkning på urolige sjæle. Man stillede også op i to rækken udenfor klasseværelset, og når man sammen med læreren var kommet ind i klasseværelset, stod man ret ved sin plads, holdt sin mund og satte sig først ned efter lærerens tilladelse.

Det var også en selvfølge, at eleverne rejste sig op, hvis en voksen kom ind i klassen i løbet af timen. Når klokken ringede ved timens afslutning, pakkede man ikke bøgerne i tasken, før læreren gav lov. Så stillede man atter op ved bordene og gik ud i god ro og orden, stillede atter op på to rækker ved døren til klassen og fulgtes med læreren ud til "friheden". Naturligvis skulle man opholde sig i skolegården i frikvarteret. Så var både klasseværelser og børn friske, når næste time begyndte.

Legepladsen var en gold, uinteressant stenørken uden legeredskaber.

Også lærerne havde det trangt. Skoledagen var meget lang med en times middagspause. På grund af manglende lokaler måtte alle lærere have en eller flere fritimer i dagens løb. Vi gik også i skole om lørdagen. Enkelte klasser havde timer til kl. 16.30, og det siger sig selv, at hverken lærere eller elever var særlig kvikke på det tidspunkt.

Lærerne havde ingen lærerværelse. Vi klumpede os sammen på overlærerens kontor. De først ankomne erobrede de få stole, var til rådighed. Undervisningsstoffet var også anderledes end nu. Man lærte mere udenad: Tabellen, alfabetet, årstal, salmevers, staveord, gloser og sange. Det lyder måske afskrækkende, men de fleste børn havde let ved at lære udenad og nød at kunne det forlangte til punkt og prikke. Og var det så slemt at forlade skolen med en ballast af præcis viden?

Efter datidens skolelov krævedes der kun 7 års skolegang. Det betød, at de ikke boglige og skoletrætte elever kunne gå ud i det praktiske liv og ikke som nu at skulle tvinges til at fortsætte med bøger, som de ikke kan magte.

Sjove oplevelser?

Ja, bare jeg kunne huske dem alle sammen! Her er en:

Skoleåret begyndte 1. april. Vi havde en beboet storkerede på taget. Storken kom som sædvanlig omkring 9. april.

En lille nybegynder blandt eleverne kiggede eftertænksomt op til storkene og sagde: "Nu forstår jeg, hvorfor der er samlet så mange børn på et sted."

M. Andersen