|
Hej Nordre skole! Tillykke med jubilæet den 12. december!
Foranlediget af de mange sjove indlæg og gamle foto, som i den seneste måned er blevet lagt ind på Nordsiders opslagstavle, synes jeg også gerne, at jeg vil give mit besyv med.
Som tilflytter til Hobro, startede jeg på skolen mandag den 12. august 1962. Jeg kom i 4.C og havde Betty Knudsen til klasselærer fra start. I øvrigt fortsatte jeg med hende som klasselærer i stort set hele min skoletid på Nordre skole. Kun afbrudt af en periode, hvor frk. Knudsen var på årskursus.
Da jeg startede på skolen var ”tårnet bygget”, men heller ikke mere. Til gengæld lå den helt gamle gymnastiksal og udendørs toiletter, der hvor kontorer og lærerværelse nu ligger. I skolegården var der en meget gammel rød træpavillon og bag den (ca. der hvor den nuværende gamle gymnastiksal ligger) var der en sportsplads – jordbanen som vi kaldte den. Her legede vi i frikvartererne og havde idræt i gymnastiktimerne. Så vidt jeg husker, var der også et par sandkasser, så vi kunne springe højdespring og længdespring. Men, men – der var yderst primitivt. Så vidt jer erindrer, led skolen konstant af pladsmangel på dette tidspunkt og der blev arbejdet meget på en udvidelse. Denne pladsmangel indebar at vores klasse de første år var en ”vandrerklasse” – hvilket betød at vi ikke havde noget fast klasseværelse, men havde timer, hvor der lige var plads.
Fik fast klasseværelse
Da vi startede efter sommerferien i 6. klasse (sommeren 1964) fik vi dog endeligt et fast klasseværelse! Som det var dengang, stod alle elever opstillet klassevis i skolegården, fremme ved den hvide streg ind mod den gamle hovedbygning, og der bød skoleinspektør Ebdrup os alle velkommen tilbage fra sommerferie, og endelig orienterede han os om, at der nu skulle starte et større byggeri af en tilbygning til skolen. (Jeg husker det ikke helt – måske var håndværkerne allerede i gang ??). Dette drejede sig om skolefløjene mod øst og nord (gymnastiksalen) med start fra ”tårnet”. En udløber af dette ville jo selvsagt være en del pladsproblemer og gener i byggeperioden. Derefter orienterede Ebdrup os om, at to klasser især ville få det specielt i det kommende skoleår. Nemlig 7. klasse, som skulle have klasseværelse i gymnastiksalen og 6.C som skulle have klasseværelse i omklædningsrummet…..
Alle i skolegården skraldgrinte af dette. Også den gamle 5.C!! - Først da det gik op for os, at vi jo rent faktisk nu hed 6.C, forstummede morskaben for en tid i vores klasse.
Det var noget specielt at have klasseværelse i et surt gammelt omklædningsrum fra engang i begyndelsen af det 19. århundrede. Der var sat en række to mandsborde op på begge sider af knagerækkerne midt i lokalet og så var det det… Når vi efterfølgende ikke helt opførte os, som man måske skulle, ja så hængte vi vores jakker på midterknagerækkerne. Og så havde vores lærere jo lidt svært ved at se hvad der foregik i lokalet. Jeg husker også en episode, hvor en af os i klassen havnede under bruserne i baderummet i enden af lokalet. Hvem det var og hvad årsagen var, har fortonet sig…. - Men populært hos lærerne var det i hvert fald ikke!!
Jeg husker nu ikke opholdet i omklædningsrummet som specielt slemt, men det kan være lærerne syntes det var værre end os, men hvorom alting er, så var det sikkert ikke gået i dag med en sådan løsning….
Til gengæld var der så ikke noget der hed gymnastikundervisning i det skoleår – i hvert fald ikke i vinterperioden.
Gymnastik undervisning på Horsø
Om sommeren havde vi jo gymnastik, som jeg tror faget officielt hed dengang, på den gamle sportsplads på Horsø (området mellem Øvre og Nedre Strandvej, hvor der senere blev dyrskueplads og nu senest er blevet bygget eksklusive ejerlejligheder). Det var nogle meget interimistiske forhold, men vi fik spillet meget fodbold på denne bane, og der blev også taget mange skoleidrætsmærker i atletik, selvom løbebanen og springgraven bestemt allerede dengang havde set bedre dage, og vist var mere egnet til dyrskueplads…. Hvordan vi kom fra skolen til Horsø og retur ?? Ja, dem der var vilde med idræt, cyklede og de øvrige gik til fods, og var ofte først fremme, når vi næsten var klar til at tage retur til skolen…
I foråret 1965 blev den nye tilbygning indviet, og dermed fik vi i vores årgang for første gang faget sløjd. Endelig fik vores klasse også et fast klasseværelse og som noget helt nyt, havde pigerne og drengene gymnastik samtidig – drengene i den gamle gymnastiksal og pigerne i den nye (så vidt jer erindrer). Men stadig ikke noget med at piger og drenge havde gymnastik sammen – uha nej da!!!
Endelig fik skolen også en helt ny sportsplads denne sommer (1965), og selvom der var langt derop af alle trapperne, var det dog intet imod turen til Horsø, så jeg husker den nye sportsplads, som noget rigtig stort. - Ikke mindst fordi vi også kunne bruge fodboldbanen efter skoletid. Jeg boede i kvarteret omkring skolen (Hovangsvej) og vi var mange som spillede på banen om eftermiddagen, men uha, uha! Det måtte man jo ikke dengang. Banen var hegnet ind og lågerne låst, når skoletiden var ovre. Så for det første måtte vi have lavet et hemmeligt hul i hegnet og for det andet skulle vi altid være klar til at stikke af, hvis pedellen skulle finde på at dukke op.
Klassen blev delt
Efter 7. klasse var der dengang et større opbrud, idet vi blev fordelt på flere forskellige klasser i 8. årgang. Nogle kom på Hobro Gymnasium i 1. real, andre fortsatte på Nordre Skole i 1. real eller i 8. klasse. Endelig var der et par stykker, som forlod skolen for at starte i job (så vidt jer erindrer, var vi vist nok den sidste årgang, som kun havde 7 års undervisningspligt).
Jeg sluttede skolegangen på Nordre Skole med tre rigtig gode og sjove år i realen. Vi forlod skolen i juni 1969, og jeg havde kun gode minder med derfra - sådan husker jeg det i hvert fald i dag. Med fare for at glemme nogen, så vover jeg alligevel at nævne godt en håndfuld af de lærere jeg husker bedst fra min skoletid. Som allerede nævnt, min klasselærer gennem næsten hele skoletiden på Nordre Skole, Betty Knudsen, som med stor tålmodighed fik ”banket” lidt viden ind i mit hoved. N.C. Andersen, Vagn Jacobsen, Frederik Neergaard-Pedersen, Erna Henningsen og Gudrun Thomsen. En enkelt – N.C. Andersen lever ikke mere, hvorimod de øvrige stadig er bosiddende i Hobro området, og i øvrigt deltog ved et klassejubilæum, som vi havde i august 1996.
Efterfølgende er jeg blevet ”hængende” i byen. Blev uddannet tømrer, og jobbede som sådan i godt en halv snes år, inden jeg først i firserne blev halinspektør i Hobro Idrætscenter, hvor vi glæder os til at lægge lokaler til, til jubilæumsfesten på lørdag.
Med denne gang skolenostalgi, vil jeg endnu engang ønske skolen tillykke med jubilæet, og til de næsten 500 deltagere i festen på lørdag, siger jeg god fest! - Vi ses!
Hilsen Poul Søndberg |