Indlæg fra gamle klassekammerater, som startede sammen i 1`klasse og sluttede sammen i realklassen

Man kan godt huske 60 år tilbage

Mit første indtryk af skolen var ved indskrivningen til 1`klasse. Min storesøster fulgte mig ti skolen, og jeg erindrer at den af lærerne, som stod for indskrivningen, lærer Andersen i sit ansigt havde en meget stor bule. Det var nok hans sidste gerning på skolen, for jeg husker ham ikke fra senere.

Skolen så meget anderledes ud, da jeg startede i 1942. Der var den oprindelige skolebygning, en gymnastiksal og retirader for gavlen af gymnastiksalen.

Vi skal så nogle år frem, jeg vil gætte på 1944, hvor vi måtte forlade skolen for at blive undervist i Solhjemmets festsal, som var beliggende på Nyvej. Skolen skulle bruges til beboere fra Alderdomshjemmet, idet dette hjem var overtaget af tyskerne.

Vor klasselærer på Solhjemmet var frk. Olga Pedersen. Det kunne meget vel tænkes, at vi har haft hende helt fra den første klasse. Hun var, som jeg husker en vellidt lærerinde, det hed det dengang,  og jeg mindes hende som et elskeligt menneske. Hun oprettede i øvrigt et legat til 2 børn fra tredje klasse på Ndr. Skole, som ved flid havde gjort sig særlig bemærket. Jeg tror legatet blev udelt efter hendes død, for hun døde medens vi gik på Solhjemmet.

En anden episode jeg husker fra den tid, har relationer til Sdr. Skole, idet vi drenge gik til sløjd på den skole. På vejen hjem passerede jeg selvfølgelig Torvet, og her var sort af mennesker. Det viste sig, at en værnemager fra Aalborg havde påkørt og dræbt en lille pige på Hostrupvej. Det gik ikke helt op for mig, hvad det foregik, men jeg husker episoden der fandt sted i 1945.

Jeg var vel, som drenge er mest. Jeg husker fra lidt senere i tiden, at der på skolen fandtes et tørveskur op mod skoven. Tørveskuret har vel ikke været for solidt, for vi drenge kunne få skuret til at gynge ved at hænge i det ene hjørne. Desværre faldt hele skuret sammen med et brag, og det resulterede i en gang spanskrør i overlærer Weirsøes kontor. Om han også blev forskrækket, er ikke usandsynligt, for det var et stort skur.

På taget af skolen var en storkerede. Uheldigvis faldt en storkeunge ned fra taget og beskadigede sin ene vinge. Pedellens kone tog storken til sig og indrettede en rede til ungen i kælderen hvor hun madede ungen. Vingen blev indbundet af en dyrlæge og vi børn var da nede og se storkeungen på nært hold. Om storkeungen kom til at flyve igen ved jeg ikke, men det var da en begivenhed.

Nævnes skal også skolens årlige sommerudflugt, der gik til Traktørstedet i Østerskoven. Alle elever og lærere gik i samlet flok med skolens fane foran. Som jeg husker denne eftermiddag, var det første man gjorde at købe en sodavand for den 25 øre vi havde med. Der var sandsynligvis også nogle lege og konkurrencer, idet Sdr. Skole også var til stede denne eftermiddag, så Sdr. Skole var garanteret modstanderen. Efter et par timer traskede vi hjem til skolen igen. Om det var en årlig tradition ved jeg ikke, men jeg mener vi havde denne udflugt flere gange.

Vi var selvfølgelig på mange andre sommerudflugter, men den bedste efter min opfattelse var en cykeltur Vendsyssel rundt i 1951. Hvor mange kilometer vi kørte ved jeg ikke, men jeg vil tro, vi lappede hjul lige så mange gange, som vi kørte kilometer. Det var på den tid ikke muligt at købe hverken slange eller dæk, men vi lærte at lappe cykel. Som leder på turen fungerede lærer Jacobsen også kaldet ”Javs”

Jens Christian

Erindringer fra skoletiden

Når jeg tænker tilbage på min barndoms skole, slår det mig, hvor få markante begivenheder, jeg egentlig kan opregne. I første omgang siger det mig, at min skolegang har været ganske harmonisk og uden at have sat sig varige spor på godt eller ondt.

Den første skoledag, eller var det ved indskrivningen, husker jeg en pige, som jeg ikke ved hvem var, men jeg bemærkede hendes flotte skuldertaske i rødt læder, tror jeg. Den var vist til at vokse med, for skulderremmen var fæstnet i det øverste hul, og den over skydende rem var sirligt rullet op i en stor rulle, som jeg ikke kunne få øjnene fra.

Om jeg kunne læse før jeg begyndte skolegangen, husker jeg ikke så nøje, men jeg kan tydelig huske, da jeg en søndag formiddag derhjemme læste en lille børnebog til ende. Jeg var meget stolt. At følge med i underskolen voldte mig ingen problemer. Gymnastiktimerne var dejlige og jeg nød det, når vi gik indmarch to og to, mens vi sang af fuld hals: ”I alle de riger og lande ---.” Den var rigtig god til at gå i takt til, men indholdet var måske lidt problematisk for små piger?? Det tænkte vi nok ikke så meget over, der var jo så mange salmer og sange, vil skulle lære udenad, og som man først i voksenalderen forstod meningen med. Men vi lærte dem og har glæde af dem i dag.

Engang havde nogle kammerater og jeg fået lov at være i gymnastiksalen efter skoletid og øve ”akrobatik”. Det var et fremmed og spændende ord. At ”gå i bro” eller ”spagat” var udfordrende og ikke dele af gymnastikprogrammet, men de timer, hvor vi fik lov at lege ”redskabsbleg”, var herlige. Udspænding af musik eller øvelser kendte man ikke til, og smertende lægge og lårmuskler dagene efter de første gymnastiktimer varen selvfølge.

Af særlig inspirerende lærere husker jeg frk. Larsen, som vi havde i historie. Hun var en gudsbenådet fortæller, og når hun satte sig på kateteret og begyndte at fortælle danmarkshistorie tryllebandt hun os i en sådan grad, at det var irriterende. At hun netop var kommet til et sted, der var så spændende, at klokken, der ringede til frikvarter, virkede mere forstyrrende end befriende. Men fortsættelse fulgte i næste historietimer. Herligt.

I mellemskolen fulgtes Inger og jeg i samme klasse, da Inger og jeg tror Lena, bestod optagelsesprøven efter 4`klasse og vi fik 5 år sammen til stor glæde. Vi var altid sammen, sad dog aldrig ved samme bord, men dannede måske lidt venindeklikker, som skiftede mellem Lena og Tove eller Ketty og Inge Skjold. Drengene i klassen var os aldeles uinteressante.

Ved afslutningen af 4`mellem var jeg imidlertid blevet noget skoletræt, og havde jeg fået lov af mine forældre at forladeskolen inden realklassen, havde jeg gjort det, men den gik ikke, og jeg husker min dybe misundelse ved skoleafslutningen efter 4`mellem, hvor jeg så på de af vore klassekammerater, som herefter gik ud i det spændende liv. Nå, men jeg afsluttede min skolegang med et godt resultat og så frem til at tage uddannelse som sygeplejerske

Anna.

Et noget sløret billede af årene i grundskolen, mellemskolen og realklassen på Hobro Nordre Skole fra 1942 til 1952.

Jeg vil hermed forsøge at hive nogle erindringer frem fra den støvede upper etage om livet på Hobro Nordre Skole og lærernes ihærdige forsøg på at terpe lidt lærdom ind i hovedet på os.

Min egen skolestart var lidt kompliceret, da jeg ikke var gammel nok til at blive indskrevet i 1`klasse. Da alle kammerater nu startede på deres skoletid, kunne jeg kun se på, når de hver morgen drog af sted med skoletasken.

En eller anden må have haft ondt af mig, for efter 14 dage meddelte overlærer Weirsøe mine forældre, at jeg nu var indskrevet og kunne starte næste dag i skolen. Kontornusseriet blev først opfundet flere år senere.

Fra de første klassetrin vil de fleste kunne huske skrækkelige forældredage. På stole langs væggene sad forældrene og hørte deres håbefulde poder stave og senere læse højt om ”Lille føl ved de hvad—”

Om det var af interesse for eget afkoms intelligens eller andres mangel på samme skal være usagt.

1`og 2`klasse blev primært brugt til undervisning i læsning og almindelig regning. Lærerinde Olga Pedersen (klasselærerinde) tog sig af stavning og senere læsning. Lærer Møller`s regnetimer var noget for sig, han sprang rundt i klassen og med mærkelige fagter forsøgte at banke tallenes mystik ind i os håbefulde poder.

Skolegangen blev nu henlagt til Solhjemmets festsal, at grunde forårsaget af den tyske besættelsesmagt.

Vi var nu nået 3`klasse og nu var det vigtigt at kunne skrive skønskrift. Jeg er sikker på, at frk. Pedersen var ved at gå ud af sit gode skind, før vi lærte at lave tryk på nedstregerne i de skrevne bogstaver.

Lærer Møller havde nu til opgave at undervise os i den ædle kunst at regne med brøker. Det var noget af en opgave for begge parter, men lidt rå mælk fra mejeriudsalget (til lærer Møller afhentet af en af eleverne) hjalp gevaldigt

Så efterhånden faldt regning med brøker på plads.

Da tingene var faldet til ro efter tyskernes hjemrejse, kom vi tilbage til vor kære Nordre Skole og alt skulle være fryd og gammen.

Der var et ”aber dabei”. Gymnastiksalen var opholdssted for flygtninge og hygiejnen var af naturlige årsager så som så. Lus og lopper trivedes ganske godt blandt de stakler.

Dette førte til den helt store omgang derhjemme med kæmmekam.

Alting får jo en ende og vi fik vores gymnastiksal igen. Til stor ærgrelse for nogle.

I 1945 skulle de elever som ønskede at komme i mellemskolen, forældrenes ønske, aflægge en prøve. Det var nærmest en slags eksamen inden man kom ind i varmen. De fire år i mellemskolen var bare en konstant udvidelse af pensum i tidligere fag, plus nye fag som engelsk, tysk, samfundslære, fysik oh kemi.

Undervisningen blev klaret af:

Frk., Frederiksen, hr. Ebdrup. Fru Ebdrup. Hr. Kau, hr Holm, hr. Weirsøe og hr. Nielsen (gymnastik), måske var der flere, det står hen i det uvisse.

Efter mellemskoleeksamen var vi tolv elever, der begyndte realklassen, og her var pensum igen en udvidelse af tidligere slaveri. Dog b lev det krydret med et nyt fag, og det var fransk. Så vidt jeg husker var fransk ikke et tvunget fag, men som sædvanlig var de demokratiske spilleregler sat ud af spillet fra overkommandoen derhjemme. Så fransk blev det.

Nu et par ord om forholdet mellem Nordre Skole og Søndre Skole

Sløjdlokale fandtes ikke på Nordre Skole, så vi måtte undervises i dette fag på Søndre af lærer Hanghøj (flink mand sammenlignet med eleverne på Søndre).

Problemet var eleverne på Søndre, som mente at de var både finere og klogere end os på Nordre. De betragtede os nærmest som andenrangs personer og det kunne vi ikke have siddende på os. Så lidt nævekamp løste som regel problemerne.

Det var dengang, og meget vand er løbet i åen siden og skyllet de dårlige minder væk.

Som et tillæg skal dog også nævnes et par klasseudflugter (en hel fridag). En tur gik til Himmelbjerget. Først med tog til Silkeborg og derefter med hjuldamperen ”Hjejlen” for fuld damp til Himmelbjerget. Hvad vi foretog os, har jeg ingen ide om, men hjemturen har nok været i omvendt rækkefølge.

En anden tur som huskes af visse grunde, gik til friluftsbadet i Års. Efter at have svømmet rundt et par timer gik vi op til Skovpavillonen og indtag den medbragte madpakke. Os i græsset udenfor og lærerstaben indendørs.

Pludselig blev vi alle kaldt sammen. En lærer fortalte os at passagerskibet fra København til Aalborg var minesprængt ved Hals Barre (tæt ved indsejlingen) til Limfjorden og mange mennesker var omkommet.

Vi fattede ikke rigtig alvoren, men lærerne holdt profil under resten af turen.

Jeg har ingen intentioner om at konkurrere med Tolstoj, So far so good!!

Jeg vil slutte med at sige tusind tak til Hobro Nordre Skole og de gode lærerkræfter, som gav os uvurderlig ballast for livet.

Villy.