Hostruphuse Skole, som skolen hed den gang, var færdigbygget efteråret 1906, og jeg blev født på skolen august 1907. Min far – overlærer Svanum – var leder af skolen, og vi boede på 1. sal.

Skolen var efter datidens forhold meget moderne med centralvarme, som dengang var noget nyt, og med store, lyse lokaler. Men der var ikke elektrisk lys – kun petroleumslamper overalt. Der var ikke rindende vand. Vi havde en vandpumpe i gården og én på trappen udenfor køkkenet, og der var derfor heller ikke bad eller WC. I skolegården for enden af gymnastiksalen i en lille bygning for sig var de 10-12 gammeldags Das; men det tog alle børn helt naturlig, for det var det samme hjemme hos dem selv.

Jeg begyndte i 1. klasse i 1913. Vi skulle selv holde os med bøger og andet materiale, og i 1. klasse bestod det af en tavle med en griffel og en svamp bundet til med en snor og en rigtig ABC med en hane udenpå. Vi havde stavning og skrivning, og al skrivning foregik med griffel på tavlen. Ind imellem, når vi var kørt træt i skrivning og stavning, blev der sunget nogle små, lette sange.

I løbet af det første år lærte vi da alle så nogenlunde at læse og skrive, og efterhånden som vi rykkede op i klasserne, fik vi flere fag: Regning, historie, dansk, bibelhistorie, geografi, sang, naturhistorie og så en enkelt år med tegning og fysik.

Forholdene dengang var noget anderledes end i dag. Næsten alle børn gik med træsko, drengene med de spidse jyske træsko og pigerne i "franske" træsko; det er samme facon, som bruges i. dag. Drengene havde som regel korte bukser og bluse eller strikket trøje på, og i hvert fald om vinteren sorte hjemmestrikkede strømper, og hvis det var koldt en strikket hue eller en skindhue. Om sommeren gik de barbenet. Pigerne, der havde lange fletninger ned ad ryggen, havde en mørk kjole, der dækkede knæene, og derover et forklæde for at skåne kjolen. Også de havde lange strømper, dog oftest brune. Om sommeren gik pigerne som regel i lærredskjoler. På næsten alt tøjet kunne det ofte ses, at det var arv fra ældre søskende.

Den 4. august 1914 erklærede England Tyskland krig, og den første verdenskrig var begyndt. Det kunne vi straks mærke på skolen, for et kompagni af de indkaldte soldater blev stationeret i Hobro, og militæret skulle bruge vores gymnastiksal til spisesal. Så var det slut med gymnastikken. Kun om sommeren var der lidt langbold eller anden form for udendørs aktivitet. Ja, og så var der badning, når vejret var til det. Skolen havde en badeanstalt ude på Horsø. Ja, badeanstalt er så meget sagt. Det var et højt plankeværk, jeg gik ud i fjorden og delte den i to dele. Pigerne havde den ene halvdel, drengene den anden. Vi kunne så klæde os af der og lægge tøjet på græsset. Vi badede alle nøgne. Det var der ingen, der tog anstød af. Jeg må måske tilføje, at der dengang ikke var nogen bebyggelse der. Vi spadserede derud fra skolen under opsyn af en lærer eller lærerinde.

Efterhånden som krigen varede ved blev rationeringen strammere, og vi kunne ikke få petroleum til lamperne, så vi måtte indrette os på kun at gå i 'skole, når det var lyst. En anden ting, der også slap op, var kul til centralfyret. Så måtte der fyres med tørv. I løbet af sommeren blev den øverste del af skolegården fyldt op af fire store tørvestakke til at klare vinteren med, og dog kneb det alligevel af og til med at holde varmen.

I de lange gange udenfor klasseværelserne var der en række knage og derunder en bænk med tre små rum under. Vi havde en stor messingklokke til at ringe ind og ud med. Når der blev ringet ind, stillede børnene op klassevis i gården, indtil hver enkelt klasse blev kaldt ind af læreren. Når vi kom ind i gangen, stillede vi vores træsko i det nederste rum i bænken og tog vores kludesko på, som stod i det midterste rum. Det øverste rum var beregnet til madpakken.

Efter nutidens forhold må det vel siges, at disciplinen streng; men det følte vi egentlig ikke. Vi vidste, hvad vi skulle, hvad vi måtte og hvad vi ikke måtte. Ganske vist var klø i skolen ikke afskaffet dengang, men det blev sjældent til mere end en lussing i ny og næ. Der var et spanskrør i et skab på lærerværelset; men i de 8 år, jeg gik i skolen, blev det kun brugt to gange, så der skulle en alvorlig forseelse til, før det skete. Jeg tror nok, at hovedparten at børnene kom igennem skoletiden uden nogensinde at have fået en lussing.

Omkring 1910 oprettede overlærer Svanum en privat kostskole i forbindelse med skolen. Den blev hvert år besøgt af 15-20 unge mennesker i alderen 18 til 25 år. De fleste af dem havde selv ved hårdt arbejde og sparsommelighed tjent til opholdet. Mange af dem havde ikke andre forkundskaber, end at de havde gået i en mindre landsbyskole med 2 klasser. Ikke desto mindre klarede de i løbet af 2 1/2 år at tage præliminæreksamen. I 1919 overtog kommunen det, og elever fra folkeskolen kunne fortsætte udover 6. klasse og tage præliminæreksamen. Fra 1920 var der ikke kostskole mere. Selv om eleverne ud over det 14. år havde gratis skolegang, skulle de selv betale bøgerne, og det kneb ofte. Skolen havde dog den ordning, at bøgerne kunne købes på skolen. Nye bøger betalte vi fuld pris for, og når vi var færdige, kunne vi sælge dem til skolen for halv pris. Disse blev så solgt igen til 1/2 pris, købt tilbage for 1/4 pris o.s.v. På denne måde blev der bøger i alle prislag, så alle kunne være med.

Hvis jeg skal sige noget om vores forhold til lærerne, må jeg nærmest sige, det var godt. Vi respekterede dem; men var ikke bange for dem. Skolen var jo ikke så stor dengang, ca. 250 børn, så vi kendte alle hinanden. Lærerne kendte alle børn og de flestes hjem og forholdene der.

Det meste af min skoletid var jo under krigen og i. efterkrigstiden, så der var ikke: meget med fester. Toggangen var indskrænket, så vi fik ingen skoleudflugter, og andre festligheder var der heller ikke. Jo, der var alligevel en, det var den årlige oprykningseksamen. Pigerne mødte i deres fineste kjoler og med hvide forklæder, og drengene i deres bedste tøj, renvaskede og med vandkæmmet hår. Censorerne var medlemmer af skolekommissionen, og de var flinke til at give ug og ug?, og det var sjældent at nogen blev oversidder.

Alt, hvad jeg hidtil har beskrevet, svarer mest til de første 4-5 år af min skoletid. I slutningen af krigen og den første efterkrigstid var det ligesom som hjemmene havde fået større indtægter. Træskoene forsvandt efterhånden på skolen, og børnene blev bedre klædte. Nu var skolen også blevet eksamensskole, og det ændrede presset på børnene i de ældre klasser. De fleste klarede at få eksamen i 15-16 års alderen. Præliminæreksamen dengang svarede nærmest til studentereksamen i dag. Den gav i flere fag adgang til universitetet.

Jeg selv tog eksamen i foråret 1921. Jeg var på det sidste hold, der gik op til eksamen ved Københavns Universitet, derefter fik skolen selv eksamensret, så eksamen kunne bestås i Hobro.

Odense, den 14. november 1981

Henning Svanum