Projektopgave, 7. klasse, marts 2007

Overordnet emne: Anden Verdenskrig

Hitler

Emma Bak-Møller og Marianne Niviaq Thomsen

Indledning

Vi har valgt at skrive om Hitler, for han er - selv i dag - en gåde for så mange mennesker. Vi ville gerne finde ud af, hvordan personen bag ’nazi-svinet’ er. Næsten alle mennesker fordømmer ham, p.g.a. basisviden om ham. Det kan man jo godt forstå, hvis man undersøger hans baggrund nærmere, hans jødehad, racistiske holdninger osv. Men vi ønsker og forventer at komme ud over det, og finde ud af mere omkring hele hans personlighed, menneskene i hans liv, og hvordan det lykkedes ham at komme til magten. Vi har ikke været så interesserede i den krigsmæssige side af 2. Verdenskrig, så dette emne passer os godt.

Vi har undret os over, at folk accepterede hans enorme jødehad og ekstreme holdninger. At en hel nation kunne blive så fascineret af denne ene, lille mand, at de fandt sig i, at han fik den totale magt over deres hverdag. Vi regner med at få et mere nuanceret billede af Hitler som politiker, person, og ”verdensherre”. Vi har også fundet det mere eller mindre underligt, at Hitlers billede på det ”perfekte menneske” var høj, blond og blåøjet, da han selv var lille, brunhåret og brunøjet. Vi vil prøve at komme nærmere en forståelse af de grufulde ting, Hitler udsatte sit folk for, og så vil vi selvfølgelig se, om der er belæg for at sige, at Hitler var psykisk syg. Og af hvilke grunde han var blevet det, hvad der havde forsaget hans holdninger, og hvordan han var, når han ikke var ”på”. Vi vil gerne vide, om han havde søskende, eller han var enebarn, og ligeledes hvordan hans hjemlige forhold var.

Hitler – privat

Hitlers baggrund

Adolf Hitler blev født den. 20. April 1889 i Braunau–am-Inn i Østrig, tæt på den tyske grænse. Hans mor hed Klara Hitler, født Pölzl, og hans far Alois Adolf Hitler. Alois var Klaras fætter og han arbejdede som tolder. Klara var væsentligt yngre end Alois og hun var hans tredje kone. Adolf var deres fjerde fødte barn, de tre foregående var døde efter fødslen. Fem år senere blev lillebroderen Edmund født, og to år efter Edmund kom Paula til verden. Edmund døde imidlertid, da han var seks år gammel. Alois gik ind for disciplin og opdragede sine børn strengt. Klara derimod forkælede dem meget, så de kan nemt have været lidt forvirrede over de hjemlige forhold. Familien boede under Adolfs opvækst i byen Linz.

Babybillede af Adolf Hitler

Hitlers skolegang

Adolf klarede sig nogenlunde i underskolen, men han havde ikke mange venner, for ikke at sige ingen. Han virkede meget dominerende overfor sine kammerater og udstrålede en umiddelbar arrogance. De eneste fag han syntes om var historie og kunst. Adolf kom i år 1900 på Realskole, hvor han blev mere doven. Skolen kunne ikke fange hans interesse, så da hans far døde i 1903, droppede han ud. Adolfs drøm om at blive kunstner spirede i disse år, men han drev bare rundt derhjemme og tegnede skitser, og drømte om fremtiden

Billede af Adolf Hitler som 10-årig skoleelev

På egne ben

Da Adolf var fyldt 18 flyttede han til Wien. Han prøvede på et tidspunkt at søge ind på kunstakademiet, men blev afvist. De anbefalede ham at prøve at komme ind på arkitektskolen, men her krævede man en Realeksamen, som Adolf jo ikke havde. Han flyttede tilbage til Linz, da han fandt ud af, at hans mor led af kræft. Hun døde senere samme år, og Adolf var sønderknust. Et par måneder efter tog han igen til Wien, ledsaget af sin eneste ven, August Kubizek, der studerede på musikkonservatoriet. Adolf fik penge, fordi han var forældreløs og mente derfor ikke at et arbejde var nødvendigt. Han strejfede om i gaderne og så på Wiens flotte arkitektur. Han prøvede igen at søge ind på kunstakademiet, men heller ikke denne gang lykkedes det ham at komme ind. Han var flov over det, og flyttede derfor ud af den lejlighed, som han delte med August. Han fandt en mindre bolig selv, men i 1909 havde han ikke flere penge, og var nødt til at bo på gaden. Da vinteren indtraf, kom han på et herberg for hjemløse. En tante sendte ham nogle penge, nok til at han kunne flytte til et bedre sted. Adolf mødte en mand, en småkriminel vagabond, ved navn Reinhold Hanisch. Han mente, at Adolf besad et stort kunstnerisk talent, og fik ham overtalt til at male postkort. Hanisch solgte postkortene, og det gav nok penge til at brødføde de to.

En ekstrem forelskelse

Da Adolf var en ung herre på ikke mere end 22 år, flyttede han til Bayerns hovedstad München. Han blev dog sendt tilbage til Østrig, da han ikke havde meldt sig militærtjeneste. De ville ikke have ham, da han var ”fysisk svag”. Så han rykkede over grænsen igen, og meldte sig straks som soldat, da 1. verdenskrig brød ud. Han fik tjeneste som kurér, og skulle levere post fra den ene skyttegrav til den anden. Under krigen oplevede Adolf et sammenhold af en art, han ikke før havde haft med nogen. Hans soldaterkammerater syntes, at han var en smule sær, men de respekterede ham alligevel, som den han var; De havde lukket ham ind i fællesskabet.

Billede fra Adolf Hitlers soldatertid

Efter en del år, hvor alt i den private sfære mere eller mindre var sat på standby, blev Adolfs halvsøster ansat som husholderske, i et hus han lejede som feriebolig, og hun bragte sin unge datter Geli med sig. Det var i 1931. Geli var en charmerende og tiltrækkende ung kvinde, på blot 20 år. Adolf faldt straks for sin halvniece, på trods af den store aldersforskel på 19 år - Adolf var nemlig blevet 39. De dannede par og blev tit set sammen offentligt

Adolf tog en slags lederrolle i deres forhold, og da Geli erklærede at hun ønskede at uddanne sig til operasangerinde, fik Adolf et raserianfald. En morgen i september tog Adolf til møde i Hamburg og tog ikke Geli med sig. Da han kom hjem, fandt han Geli død.

Hun havde begået selvmord, skudt sig selv i hjertet. Adolf fik en voldsom depression og Gelis værelse fik lov til at stå urørt hen resten af hans liv.

Geli Raubal

Den nye Geli

Adolf havde kendt Eva Braun siden 1929, da hun arbejdede for Heinrich Hoffman, der var Adolfs private fotograf. I 1932 blev deres forhold tættere, og Eva flyttede ind hos Adolf. Hun fik sit eget værelse, ligesom Geli, og opholdt sig i huset det meste af tiden. Adolf tog hende ikke med nogen steder, og nægtede faktisk at vise sig offentligt sammen med hende. Til gengæld ydmygede han hende, også foran andre mennesker, og kritiserede åbenlyst hendes rygevaner. På trods af alt det blev Eva hos Adolf, helt til den bitre ende, men prøvede dog at begå selvmord op til flere gange. Første gang, mindre end et halvt år efter at hun var flyttet ind hos Adolf, skød hun sig selv i halsen, men vågnede eftersigende, og ringede selv efter en læge, der fjernede kuglen. Selvmordsforsøg nummer to var efter alt at dømme et råb på opmærksomhed. Hun tog 20 piller, der skulle virke søvndyssende, og i den ration kunne være livstruende. Eva vidste imidlertid, at hendes søster ville komme for at aflevere en kjole kort efter.

Eva var en perfekt udformning af Adolfs ariske drømmekvinde. Hun var blond, høj, og blåøjet, slank, og en smule viljesvag. Kvinder måtte helst ikke mene noget, og skulle da i hvert fald ikke modsige noget af det Adolf sagde.

Eva Braun

Eva var ikke lykkelig sammen med ham, hvilket tydeligt fremgår af hendes dagbog. Adolfs opmærksomhed blev sjældent rettet mod hende, og hun led ofte afsavn. Hans elskede hund Blondi fik til tider mere opmærksomhed end Eva.

De sidste måneder af deres liv boede Adolf og Eva, samt en masse af Adolfs soldater og medarbejdere, i ”Førerbunkeren” også kaldet ”Ulveskansen”. Den lå i Berlin. Mens Eva arrangerede fester, og satte en mere eller mindre useriøs facade op, blev Adolf mere og mere indesluttet og så knap nok andre end sine officerer. Da russerne nærmede sig byen, blev beslutningen om selvmord for dem begge taget. Eva ville være ”et smukt lig” og ville derfor tage gift, i modsætning til Adolf, der ville skyde sig selv. Han endte dog med også at tage en halv pille cyanid (gift) inden. Inden selvmordet blev Eva og Adolf viet i bunkeren af en giftefoged. Eva underskrev ægtepagten og skrev ”Eva B” – hvorefter hun slettede B’et og erstattede det med ”Hitler”. 38 timer efter var selvmordet udført, og de blev begge brændt, en ordre fra Adolf til en af sine unge soldater: Han ville ikke findes af russerne, hverken død eller levende.

Hitler – Politisk

Politikeren formes

Under 1. verdenskrig blev Adolf dekoreret med Jernkorset af både 1. og 2. grad for at have udvist stort mod. Han steg en smule i graderne og blev korporal. Han blev højt dekoreret med medaljer, men han fik aldrig en højere position, da hans overordnede ikke mente, at han havde store lederevner. Senere endte Adolf på hospitalet pga. et gasangreb, og blev midlertidigt blind. Under hans ophold på hospitalet fik han at vide, at Tyskland havde tabt krigen. Adolf følte, at han og hans folk var blevet snydt, at politikerne var skyld i Tysklands nederlag, for ikke én fremmed soldat havde krydset den tyske grænse. Samme år blev Versaille-traktaten sat i kraft, og det tyske folk følte sig stærkt ydmyget. Traktaten, som de allierede havde udformet, krævede at Tyskland tog hele ansvaret for krigen, og befalede dem at betale alle omkostningerne. De tyske myndigheder havde ikke noget valg, de blev nødt til at underskrive traktaten. Adolf svor, at han ville tage hævn over ”November forbryderne,” som han kaldte de politikere, der havde skrevet under.

Medlem nr. 555

Efter 1. verdenskrig, var Adolf blevet spion for militæret. Hans opgave gik ud på at tage til møder, der blev afholdt af små partier, der var ved at etablere sig i Sydtyskland. Hvis de på nogen måde kunne blive en trussel for regeringen, skulle han indberette det. I år 1919 blev Adolf udsendt til et møde, afholdt af et parti der kaldte sig ”Tyske Arbejderparti,” forkortet DAP. Han blev fascineret af deres idéer, og meldte sig kort efter ind i partiet. Han fik medlemsnummeret 555, men dette var en forfalskning, for de havde startet nummereringen ved 500, så partiet ville virke større. Adolf viste sig at være en fremragende taler, der kunne fange folks opmærksomhed. Han blev propagandachef for partiet, og han kom tit til at fremstå som partiets leder. I 1921 gav han den daværende leder et ultimatum. Enten skulle han, Adolf, være leder for partiet, eller også ville han forlade det. Partiet kunne på ingen måde undvære ham, så fra d. 29. juli 1921 var Adolf officielt deres præsident.

En af de første ting han fik gennemtrumfet, var at partiet skulle skifte navn til NSDAP (Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti) – populært kendt som nazi-partiet. Adolf begyndte at holde flere taler offentligt, men der var tit modstandere, der kom med tilråb til talerne, og derfor oprettede han SA, stormtropperne, der forhindrede uvedkommende i at komme. SA lavede mange andre ting, bl.a. likviderede de medlemmer af oppositionen. Han startede også SS, hans personlige bodyguards. SS udviklede sig efterhånden til dem, der fik jøder og andre ”uværdige” grupper af mennesker til at ”forsvinde”. SS var under Heinrich Himmlers kommando, og nogle SS’ere blev sendt ind i det nyoprettede Gestapo, ”det hemmelige politi”. Gestapo arbejdede mere eller mindre skjult. F.eks. hentede de folk om natten, og de forsøgte at undgå at nogen fik noget at vide om det. Nazisterne fik en enorm fremgang først i 20’erne, da folk led under det økonomiske krak. Penge mistede deres værdi, mange blev arbejdsløse, og priserne steg sommetider til det dobbelte på en enkelt dag. Denne krise nød Adolfs parti godt af, der var nemlig mange, der faldt for hans løfter om at bringe landet i økonomisk sikkerhed, give folk arbejde og mad på bordet, samt genskabe Tysklands stolthed. Adolf drømte nu om total magt over hele Tyskland, og da Mussolini i Italien fik magten ved at starte en kæmpemarch mod hovedstaden Rom, ville Adolf forsøge sig med samme.

I 1923 iværksatte han ’ølstue-kuppet’. Han, og mange SA soldater, tog til et møde, som mange fra oppositionen deltog i. Adolf stillede sig op på talerstolen, og holdt en lang tale, med masser af nazistiske holdninger og synspunkter i. SA soldaterne tvang mødedeltagerne til at marchere mod Berlin. De havde imidlertid ikke gået langt før militæret havde grebet ind og standset marchen. Der blev affyret skud, 12 nazister døde og flere mennesker blev sårede. Adolf slap dog med en forvredet skulder. Det mislykkede kup fik ham til at indse, at partiet var nødt til at gå den lovlydige vej til magten. Han stod til livstid i fængsel, men holdt en tilpas forvirrende forsvarstale til at ingen helt forstod, hvad der var hvad i den sag. Hver gang dommerne kom med et udsagn imod ham, svarede han gerne med en timelang tale. Så han endte med en dom på 5 år, hvoraf han afsonede 9 måneder i alt.

Det var ham tilladt at få besøg, og han fik taget et billede af sig i fængslet, der blev til postkort, man kunne købe på gaden. På de ca. 250 dage han sad inde fik han i alt 500 besøg. Oveni det tilbragte han megen tid med at diktere sin bog, ”Mein Kampf”, der blev til 2 bind, publiceret i henholdsvis 1925, og 1927. Der blev hvert år fra dengang, afholdt en parade til ære for de døde SA soldater, der faldt under kuppet.

Det billede af Adolf Hitler i fængsel, der blev solgt som postkort på gaderne

Uheldigvis (for Nazist-partiet) kom Tysklands økonomi op at køre igen. Det betød, at folk begyndte at falde fra, og den socialdemokratiske regering fik fremgang. Da Adolf blev løsladt, var hans parti faldet mere eller mindre fra hinanden. Han forsøgte at samle trådene igen, og det lykkedes da også til et vist punkt. Partiets helt store tilslutning kom først ved årti-skiftet, da børsen i USA krakkede. Pga. de mange lån Tyskland havde, blev landet trukket med ned. Da folks økonomi igen brød sammen og mange var på sultegrænsen, så Adolf sin chance. Han satte massivt ind, og fik SS til at lukke munden på sine modstandere. Han afholdt mange taler og arrangerede mange parader, og hans parti udstrålede orden og styrke. Folk blev igen blændet af løfterne om mad, arbejde og økonomisk sikkerhed, og Nazistpartiets vælgerskare blev meget stor.

På den tid var der uro i næsten hele Europa. I Tyskland var alle partierne i Rigsdagen uenige og det var nærmest umuligt at danne en flertalsregering. Som følge af det, blev der hyppigt afholdt valg. Folk følte at de havde brug for en til at sætte tingene i system, en der kunne tage hånd om problemerne i Tyskland.

Der Führer

Adolf vidste nu, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før det tyske folk ville kræve en leder. Så han holdt taler som aldrig før, hvor han sagde, så selv den dummeste tilhører kunne forstå det, at det var socialisterne, kommunisterne, fagforeningerne, og frem for alt ”jødebestanden”, som han kaldte jøderne, der var skyld i Tysklands lidelse. Det var jødernes skyld, at de havde tabt 1. verdenskrig. I 1932 var Adolfs parti det største i Tyskland. Da Adolf var leder af partiet, krævede han naturligvis at danne en regering. Selvom Nazistpartiet fik enormt mange stemmer ved valget, manglede de endnu 7 mandater i Rigsdagen for at have et absolut flertal. Adolf krævede imidlertid en ren nazistisk regering. Ifølge Weimar-forfatningen skulle præsidenten vælge, hvem der skulle sidde i regeringen. Præsidenten i Tyskland var nærmere en konge, bare med indflydelse på politik. Rigskansleren har en post, der svarer til statsministeren. Præsidenten på det tidspunkt var Paul Hindenburg, en æret øverstkommanderende under 1. verdenskrig. Han var vellidt af folket, og respekteret af politikerne. Han brød sig ikke om Adolf Hitler, han kaldte ham endda ”en højtråbende korporal”, hvilket ikke var ment som en kompliment. Adolf og hans parti havde stor opbakning fra industriens side, da mange topfolk indenfor den branche mente, at nazi-partiet kunne bruges til at gøre en ende på fagforeninger og socialdemokratisk magt. Pga. dét flød det mere eller mindre hemmeligt med penge i den nazistiske pengekasse.

Den 30. januar 1933 var det officielt: Adolf Hitler var blevet rigskansler. Hans ønske om en ren nazistisk regering blev dog ikke opfyldt, kun 2 ministre i regeringen var nazister, de andre 8 var fra andre partier. De andre ministre, bl.a. den konservative Von Papen, mente, at ved at Adolf ikke havde flere af sine egne med inde i varmen, kunne de nemt holde ham under kontrol. De troede endda, at han kunne gavne deres sag. Det skulle vise sig, at de tog grueligt fejl.

Adolf blev hyldet hele aftenen og folk gik forbi hans vindue i Rigskanselliet, og senere marcherede SA soldater med brændende fakler gennem gaderne op til Førerens kvarter på hotellet Kaiserhof, hvor han stod på en balkon og tog imod folkets hyldest. Mange hilste ham med ’heil-hilsen’. Den gamle præsident var chokeret over antallet af nazister. Adolf udskrev valg, og håbede derved at vinde flertal i Rigsdagen. Adolfs modstandere så frem til valget, for de var sikre på, at nazistpartiet ville gå tilbage. Det var nemlig sket ved valget i 1932, dog uden at nazistpartiet mistede flertallet. De undervurderede ham kraftigt. I sin valgkampagne brugte han et middel, som ingen havde brugt før. Rigsdagsbygningen blev sat i brænd. Adolf skød straks skylden på en ung hollandsk kommunist, der blev fundet i en gade lidt derfra. Der er i dag stadig ingen, der med sikkerhed ved, om det var Adolfs bagmænd, den hollandske kommunist eller en helt tredje, der påsatte branden. Der er meget, der tyder på, at det var nazisterne selv, der havde starten branden. SA soldater, kunne have benyttet en hemmelig tunnel, der gik mellem Rigsdagsbygningen og Rigsdagsformandens tjenestebolig. Rigsdagsformanden var på dette tidspunkt Hermann Göring, der var nazist, og leder af SS og Gestapo. Adolf brugte lejligheden til at sætte rigtig mange medlemmer af kommunistpartiet i fængsel. Den hollandske kommunist blev efter en retssag halshugget.

Ved valget fik Adolf og nazistpartiet 17 mio. stemmer. Det gav ikke absolut flertal, men det var tæt på. Det var bare ikke godt nok for Adolf, der nu krævede diktatorisk magt. Han formulerede en lov, der sådan set ikke gjorde andet end at give ham al magt over Tyskland. For at ”opretholde fred og orden”. I loven stod der bare ikke noget om hvilke metoder regeringen måtte bruge. Præsident Hindenburg skrev under, uvidende om at han dermed havde givet Adolf Hitler den første billet mod tabet af demokrati i Tyskland. Da Adolf og hans parti nu havde fuld kontrol over landet, satte deres ’udryddelse’ af andre partier i gang. Først afskaffede de alle fagforeninger, dernæst partimedlemmer, der kunne virke som en trussel mod nazismen. Disse medlemmer blev sendt til såkaldte ”arbejdslejre”, altså Kz-lejre. Her skulle de ”opdrages til at blive gode tyske borgere”. Adolf skaffede mange folk arbejde, bl.a. ved at starte opførelsen af et motorvejsnet. Det kunne bringe soldater hurtigere frem, og samtidig ville flere folk få mad på bordet. Adolf fik også folk til at arbejde i våbenfabrikker, og alt så udadtil sådan set ganske godt ud for Tyskland.

Adolfs plan om ”Det tredje Rige”, et mægtigt Tyskland, var ved at blive opbygget, mente han. Det rige skulle kun bestå af ariske, rene tyskere, en form for overmennesker. Det tredje rige skulle eksistere i tusinde år, og derfor kaldte Adolf det for TUSINDÅRSRIGET.

Nazistpartiet var nu det sidste parti, der var tilbage, og efter partiets lov kunne enhver, der prøvede at opbygge et nyt parti, straffes med 3 års fængsel. Nu kom der imidlertid en intrige i Adolfs egne rækker. Der var bl.a. Gregor Strasser, næstformanden, som krævede at der også blev indført sociale reformer. Men Adolf var kun interesseret i én ting. Total besiddelse af magten og kun for ham selv. Ernst Röhm, lederen af SA, var dog enig med Gregor. Adolf aftalte med militæret at likvidere mange SA ledere. Deriblandt Ernst Röhm, der var en af hans bedre venner. Militæret forlangte dog, at Adolf ville ophæve præsidenttitlen, når Hindenburg var død. Planen om at udrydde SAs ledere, blev udført i en aktion, der blev kaldet ”De lange knives nat”. Da Hindenburg døde et par måneder efter, udråbte Adolf sig selv til ”Der Führer”. Førerposten var sammenlægning af præsidentembedet og kanslerstillingen. En diktator.

Vi går ikke mere i detaljer om 2. Verdenskrigs gang, for vi mener ikke, at det område hører ind under vores emne.

Psykopater?

Sammenligning

Hvis man sammenligner med en person fra nutiden, ville det nok være oplagt at se på Saddam Hussein. Han var også diktator, men på en hel anden måde end Hitler. Hitler havde en vision om at skabe et nyt fantastisk rige, med ariske folk. Det skulle blive et verdensrige. Saddam Hussein var tilsyneladende ikke ude efter verdensherredømmet, han ville bare have kontrol og magt over sit eget land. De døde også på forskellig vis, Hitler skød sig selv, og havde været forberedt på det hele livet, mens Saddam blev hængt. Det ville Hitler nok have opfattet som en uværdig død. Men de mindede også om hinanden. De var begge to villige til at henrette selv nære venner eller familiemedlemmer for at opnå mere magt og beholde deres vigtige position. Ingen af dem ville acceptere andre religioner end deres egen, og de syntes, at mennesker, der troede på andet, skulle udryddes. De var også enige om, at homoseksuelle var undermennesker, og at de ikke burde leve. Desuden havde de begge en speciel form for over skæg, der på en eller anden måde virkede mere eller mindre macho for dem. En slags stolthed. Hitler havde også anlagt det pga. af forfængelige og personlige årsager. Nemlig for at hans næse skulle se mindre ud.

Psykisk syg?

Mange har gennem tiden, har forsøgt at stille en diagnose på, om Hitler virkelig var psykisk syg.

I dag er der ingen der med sikkerhed ved om han var sindssyg. Efter vores ukyndige vurdering af situationen vil vi sige, at Hitler var psykisk syg, og at der (forhåbentlig) ikke er nogen, der kan være diktator på den måde uden at gå ned psykisk. Hitler troede f.eks. at han var beskyttet af Gud, da han overlevede bombeattentatet, og troede fuld og fast på, at han nok skulle vinde, og selv da russerne stod ved østfronten af Berlin, og englænderne ved vestfronten, troede han stadig på, at han ville vinde, men til allersidst måtte han indse, at nu var det slut. Han sagde, at enten skulle Tyskland blive et verdensrige, eller også skulle det gå til grunde med ham. Han havde ikke, som andre diktatorer f.eks. Stalin, fundet en efterkommer eller overhovedet forberedt, at der skulle være nogen. Han havde gjort sig selv uerstattelig, og mange var derfor meget forvirrede og fortvivlede da Hitler døde, for hvordan skulle de selv bestemme over deres liv? Udover at være ’syge i sindet’ var både Hitler og Hussein jo også helbredsmæssigt syge. Hitler var oppe på ikke mindre end 20 medicinpræparater om dagen, for forskellige ting. Oveni det havde han til sidst også gulsot. Han havde ”problemer med maven”, der viste sig at være kræft, og han rystede meget. Saddam Hussein var også syg, da soldater fandt ham i et hul 3 meter under jorden. Hitler opførte sig til tider ekstremt barnligt, og var i det hele taget i psykisk ubalance. Det samme var tilfældet med Saddam Hussein, under den retssag der blev ført imod ham.

Kan det ske igen?

Et forsøg i San Francisco har vist, at det er forholdsvis nemt at få folk til at falde for et ”diktatur”, bare det bliver præsenteret ordentligt. Det forsøg blev senere til bogen og filmen ”The Wave”. En historieklasse havde om nazismen og Hitler, og eleverne gik med til at prøve et forsøg. Læreren indførte disciplin først, og det viste sig, at eleverne gerne ville stå ret og hilse med en speciel ”bølge-hilsen”. Det at være med i en gruppe, at være noget særligt, gav eleverne en følelse af, at det var rigtigt det her. Der blev forskelsbehandlet, og man var ”ikke noget”, hvis ikke man var medlem af ”The Wave”. Lærerens kone og et par stædige elever syntes dog, at det var gået over gevind, og derfor prøvede han at stoppe bevægelsen. Men eleverne kunne ikke acceptere, at det skulle stoppe. Ligesom da Hitler døde, vidste folk ikke, hvad de så skulle gøre, dette var bare i et mindre omfang. Det lykkedes godt nok læreren at stoppe det, men det var først ved at hente et billede op på storskærm, og sige ”Det her er jeres leder!”. Billedet var af Adolf Hitler. Alle eleverne blev forfærdede, for det var jo slet ikke sådan det var, ifølge dem. Det viser klart, at folk kan blive forblændet af en ide, uden sådan set at tænke mere over, hvad det egentlig er, de har gang i.

Når folk ikke kan se et bedre alternativ, så lyder ”mad, arbejde og penge”, faktisk rigtig godt. Det var dét, folk troede om Hitler, og han fik også gennemført mange af tingene, dog altid til sin egen fordel. Selv i dag efter de grusomme ting, der skete for små 60 år siden, er der nogle, der har genoptaget nazismen. ”Ny-nazister” er kommet til i Tyskland, med nogle af de samme holdninger. I hvert fald er raceproblematikken stadig oppe at vende en gang imellem. Der var f.eks. en afrikaner, der blev slået ned i Berlin i forbindelse med OL her for 3 år siden. Vi mener, at det er et stort problem, at nogle folk ikke har lært noget af de ting, der er sket i historien. Det kan ikke være rigtigt, at den historie på nogen måde skal gentage sig.

Bag facaden

Selvom mange tror, at Hitler var en helt igennem ond og hård person, er det ikke hele sandheden. Bag ”nazi-svinet” gemte der sig en dyreelskende vegetar. Hitler var fanatisk ikke-ryger, og holdt meget af børn. Vi vil mene, at det var hans opvækst og hans hjemløse tid i Wien, samt den faktor at hans forældre døde i en tidlig alder, der har været medvirkende til at opbygge hans syn på politik, verden og livet. Det var også her hans jødehad begyndte at tage form til reel antisemitisme. Da han ikke kom ind på kunstakademiet, blev hans ansøgning afslået, bl.a. af en jøde. Der var mange højtstående bankfolk, kunstnere og direktører, der var jøder, og på et tidspunkt syntes Hitler, at han så dem overalt i Wiens gader. Derfra skød han al skyld på jøder. Han kunne ikke selv se, at noget på nogen måde kunne være pga. hans fejlslagne idéer. Det ser ud, som om han altid har troet fuldt og fast på sig selv, men det kan dog ikke dokumenteres. Især under slutningen på krigen, hvor Hitler gik voldsomt tilbage, virkede det, som om han ikke så sine fejl. Han gav hovedkulds ordrer, der ikke kunne udføres, og hans generaler havde ikke andet valg end at adlyde. Hitler opførte sig tit mere eller mindre barnligt, hvis han ikke kunne få sin vilje, skulle nogen straffes, og derefter skulle hans ordre gennemføres. Hitler var en mere sammensat person, end det lige ser ud til ved første øjekast.

Konklusion

Vi har læst utrolig meget om Hitler, og fundet ud af en masse anderledes ting omkring ham. Vi er næsten begyndt at synes han var helt menneskelig inderst inde, men dog kun næsten. Vi har svært ved at forestille os, hvordan det ville være at leve under diktatur i dagens Danmark, men vi har fundet ud af, at der ikke skal så meget til. Hvis folk i forvejen ikke støtter op om den siddende regering, og forholdende knap nok er til at overleve, lyder det måske ikke så tosset, at der er én, der bestemmer, i stedet for al den kævleri mellem politikere. De fremskaffer alligevel ikke noget synligt resultat for den enkelte. Hitlers politik gik derimod ind hos alle, der gerne ville have det bedre, og ingen tænkte øjensynligt over, at han den ene dag lovede at højne priserne på mad for bøndernes skyld, og sænke dem for arbejdernes den næste. Det er os stadig en gåde at noget menneske kan holde ud at være ansvarlig for så mange menneskers død, men folk vil nok aldrig kunne forstå den tankegang.

Hitlers privatliv virker meget absurd i forhold til andre menneskers, selv andre diktatorer. Hitler fik ikke børn, og nåede kun lige til sidst at blive gift. Hans første kærlighed begik selvmord ganske ung, mens den anden i dag er en kendt kvinde, og også hun prøvede flere gange at begå selvmord. Det må have været ganske svært at være i nærheden af en person som Hitler, en der var så psykisk ustabil, og hvis humør svingede så voldsomt.

Vi kan godt forstå Hitlers fremgang på den politiske front. Folk i Tyskland reagerede på logisk vis, da de ikke mente at der var et bedre alternativ. I starten så Hitlers parti da også ganske uskyldigt ud, og så ud til at stå for de rette værdier. At Hitler senere hen begyndte at udrydde folk, og at føre en håbløs krig, kunne de jo ikke vide på daværende tidspunkt.