Det var kattens

Tilbage

 

Af Ida 9.a


Jeg står og kigger ud af den åbne dør, men hun er der tilsyneladende ikke. Grinende ser jeg på min far og spørger, hvorfor han åbnede døren og hældte mad op i Milles skål, men han påstår, at hun er derude. Endnu engang kigger jeg ud, men jeg kan stadig ikke få øje på nogen kat. Idet jeg igen bukker mig ud i kulden og ser til venstre, ser jeg Mille sidde og se ud som om, hun tænker, det er mig, der er åndssvag. Hun ser ud som om, hun tager mod til sig til at springe ned fra den vindueskarm, hun sidder på. Endelig tager hun mod til sig og løber ind.

 

Hvad det er, der forskrækker hende, ved jeg ikke. måske er det min far. Det kan være, fordi hun ser ham nær hendes mad, hun ikke vil spise den. Det har noget at gøre med, at det altid er ham, der giver hende loppe- og ormekur, tror jeg. I hvert fald snuser hun kun til maden, hvorefter hun løber forbi mig ud gennem døren. Jeg tænker på, hvad der nu er i vejen, men jeg er ved at være vant til, at mine katte opfører sig underligt.

 

Jeg når lige at tage et par skridt, før jeg ser, at Mille igen sidder i sin vindueskarm, som hun altid gør, når hun gerne vil lukkes ind. Underlige kat, tænker jeg, da jeg endnu engang lukker døren op for hende. Også denne gang er hun lidt betænkelig ved at hoppe ned, men da hun kommer ind og ser, min far er væk, spiser hun gladelig.

 

      Det handler om mine katte.

 

      Det er de underligste og mest specielle katte, jeg nogensinde har mødt. Måske er det min familie, der har opdraget dem underligt. Jeg ved det ikke. Men underlige, det er der ingen tvivl om, at de er.

 

Det hele startede med, at Mille fik fem killinger. Mine forældre syntes, forståeligt nok, at det var for meget med seks katte i huset, så vi besluttede kun at beholde én. Den heldige var Buster, som vi stadig har i dag.

 

I starten var deres forhold meget fint, og de var så søde sammen, når de spiste af samme madskål eller sov side om side på en stol eller i en seng. Men i dag er de ikke nær så gode venner. Hver gang Mille og Buster går forbi hinanden, hvæser Mille af Buster, eller Buster springer på Mille.

 

Jeg tror, vi har ødelagt Busters opvækst ved at lade ham blive boende under samme tag som sin mor, for han vil stadig lege med hende. Det er derfor, han springer på hende. Men Mille er bare blevet for stor til den slags, så det ender altid med knurren og hvæsen fra hendes side.

 

Selvom jeg tror, Mille gerne ville have, at Buster flyttede, har hun et slags moderinstinkt overfor ham. Hun føler stadig, at hun skal forsørge ham, og det er bare det sødeste, når det sker.

 

Når hun fanger mus eller fugle, lægger hun sig uden for bagdøren, mens hun holder godt fast i dyret. Hun begynder at miave på en helt speciel måde, og Buster forstår hendes kalden. Den betyder nemlig mad til Buster. Vi lukker døren op, så Buster kan komme ud, og Mille ind. Vi ser Buster løbe hen til byttet, men vi ved, at han ikke vil spise det. Han leger bare med det, indtil det stakkels dyr er dødt.

 

Det er en af mange mystiske ting ved den kat! Han spiser kun én slags mad. Tørkost. Med mindre musen er pakket ind i små, hårde, firkanter, vil Buster ikke spise det.

 

Det er en besynderlig kat, for han kan en gang i mellem selv glemme, at han er så kræsen. For eksempel når vi sidder ude om sommeren og spiser grillmad. På de tidspunkter kan Mille godt finde på at komme hen til os og kigge med sine store, runde øjne op på kødet. Når vi ved vi andre ikke kan spise mere, ender det som regel med, at Mille også får lidt ekstra aftensmad, for hun er nemlig ikke kræsen.

 

Men Buster bliver jaloux og kommer hen og vil også have noget. Vi griner lidt ad ham, for vi ved, at han ikke vil spise det, vi smider ned til ham, men det har han åbenbart glemt. Han får også lidt kød at tygge på, men han går fra det med det samme. Det var jo ikke tørkost.

 

Jeg elsker når vores katte sover. De kan ligge i de mest sammenkrøllede og mærkværdige stillinger. Det er specielt Buster, der har nogle underlige måder at ligge på. Jeg kan engang imellem finde ham liggende på ryggen  i en stol med hovedet hængende ud over kanten. Man kan slet ikke lade være med at le ad ham, når han ligger sådan. Det er ikke naturligt for katte.

 

Buster går under navnet, klovnen, hjemme hos mig. Han er særdeles klodset, og det kan godt være charmerende at se. Engang ville han for eksempel hoppe op på det bord, hvor hans mad står. Men han havde ikke lagt mærke til madskålen, så han hoppede direkte ind i den, så han langsomt gled ned af bordkanten. 

 

Selvom de ofte er fjender og slås, hænder det, at man finder dem liggende sammen i sofaen. Selvom det sker sjældent, viser det, at der stadig er en lille smule kærlighed mellem dem.

 

Og til trods for, at mine katte er nogle sære skabninger, er de det sødeste par katte man nogensinde kunne tænke sig, og jeg ville aldrig i mit liv bytte for en, der bare var en anelse mere normal.