|
Af Maria, 9.a |
En delfin, i hvert fald ikke en gris eller ko. Det vil være mit yndlingsdyr, for en gris skal man da bare spise, ikke? En ko går bare rundt og græsser på marken, feder sig selv op, så den senere kan blive slagtet og spist, det er bare livet for en ko, ikke? Hvorfor tænke mere over det, en gris er bare en gris, og en ko er bare en ko.
Når man spørger folk, hvad de tænker om dyremishandling, lyder det ofte: - Jamen det er da synd for dyrene og skamme over de mennesker, som udfører det. Tænker vi ikke alle det? Det tror jeg. Men hvad nu hvis de ikke bare var dyr, hvis de også kunne føle og tænke ligesom os -folket, menneskene, de almægtige, som hjælper, og er der for alle.
Forestil dig dette. Det er frisk sommermorgen, dine børn og resten af din familie venter på ham tingesten, som skal fodre jer. Du står og nyder solen på vej op over horisonten og er taknemmelig for dit liv og dine vidunderlige børn. Det skal nok blive en god dag, det kan du mærke. Da han endelig kommer, råber han så noget som, fede grise kom og æd. Altså, hvem tror han lige, han snakker til. Måske nogle døde ådsler eller hvad? Vi er grise, og det er vi faktisk stolte over. Tanker gør du dig over hans udseende, han ser vel nok mærkelig ud, og de klude han har på, hvad skal det lige forestille. Nærmere kommer han pludselig. Føj, du tror, du skal besvime, han stinker helt vildt. Han kigger på sin arm og skynder sig pludselig ud af Jeres hjem. Det hjem hvor du har opfostret dine unger og levet mange skønne år. Din familie har boet her flere generationer tilbage. At forlade dette hjem kunne og ville du aldrig gøre.
Omkring din middagslur bliver du vækket af nogen, som vader ind i Jeres hjem. Dem der har du ikke set før, gad vide hvad de vil. Du betragter dem, de ser så triste ud i ansigtet, stakkels dem. De ligner jo nogen, som er nødt til at trækkes op ligesom en alt for gammel bil. Lidt efter kommer en af dem hen og aer dig på hovedet men betragter herefter dit øre og siger noget videre til de tre andre. De åbner døren ud til og derefter ind til jer. De råber og skubber rundt på jer. Hvor er dine børn nu henne? Hvad skal der nu ske? Kommer I tilbage igen? Disse tanker svømmer rundt i dit hoved.
Rystende vågner du op og opdager, at du ligger i dit eget lort. Der er koldt og mørkt, kun nogle få striber lys slipper ind. Du hører nogle kalde på dig og finder lidt efter dine børn, de fryser og er bange. Beroligende fortæller du dem, at det hele nok skal gå, men inderst inde har du selv en frygt, som vokser for hvert sekund der går. Her ligger I på det kolde gulv, mast imellem tusinde andre, som du aldrig har mødt før. Du er ved at blive dårlig men holder ud for dine børns skyld. Modet må du ikke miste nu.
Pludselig stopper I. Du opfatter ikke helt, hvad der sker, men døren bliver åbnet. Blændet bliver du af et skarpt lys og bliver derefter skubbet hårdt, så du mister grebet om dine børn. Der er nu grise over alt, du prøver at skubbe nogle ned fra dine børns små og skrøbelige kroppe, men den går ikke. Skrigene og råbene om hjælp hører du, men du kan intet gøre. Lidt efter ebber skrigene ud, du fælder en tåre, du ved udmærket, hvad der er sket. Gispende kæmper du for at trække vejret, men du får hele tiden hårde skub og bliver næsten kvalt. Hvad er det der sker? Hvor er din mand? Du har ikke set ham siden I kom ind i dette mørke, bevægende rum. Kvinder og børn er det eneste, dit blik opfatter. Du vil hjem igen, og det skal være nu.
Et øjeblik overvejer du at give op, lade dig blive kvalt og stille døse hen. Nej, du holder håbet oppe. Det skal nok blive okay igen. Nu kan det da ikke blive værre, indtil du opdager, at der er en, som tisser dig i hovedet. Sker det her virkelig? Er det her hvad livet indeholder, glæde ved ens børn og derefter stor smerte? Du har denne følelse, at nogen har stjålet al din lykke og har efterladt et mareridt.
Et par timer efter åbner den store dør sig igen, og lyset vælter ind. Nu er det hele slut, du overlevede. Du takker gud mange gange for, at han passede på dig og kan ikke lade være med at få en klump i halsen af ren glæde. Du skal nu ud for at finde din mand igen, og så skal I sammen komme over tabet af jeres børn. Hurtigt bliver du mast og presset ind i en ny bås. Hvor er din mand henne? Men det næste du hører er skrig, de kommer fra båsen ved siden af. Det kommer sikkert ikke dig ved, og du begynder at lede efter din mand. Løgn tror du det er, da du ser ham lidt længere nede. Tårerne vælter ned af dig. Det lykkedes, og nu skal alt blive godt igen. I vil sammen opbygge et nyt hjem. I øjeblikket du vil kalde på ham, bliver du pludselig kold, og det hele sortner for dig. Hvad sker der? Hvor er din mand nu henne? Du vælter, kan ikke længere mærke dine fødder, og lidt efter ser du, at der ikke er flere, som står op. Du forstår det ikke, du havde jo fundet din mand, det hele skulle jo gå i orden. Hvorfor fryser du sådan. Nu er alt sort, du er død, og om lidt bliver du slagtet og derefter spist af nogle glade og tilfredse mennesker. Os, de gode og barmhjertige, dem som altid rækker en hånd ud til folk. Os danskere, svenskere, nordmænd og resten af verdenen. Vi har mad, og så er vi tilfredse. Så er alt jo godt eller hvad?
Dyremishandling finder sted flere gange om ugen i hele verdenen, hvorfor? Der bliver ikke gjort noget ved det. Engang imellem kan vi dog skænke dem en tanke, og så har vi gjort dagens gode gerning. De var jo bare grise, ikke? Ville du finde dig i at blive behandlet sådan, nej, det vil ingen. Tag dig sammen, gør en forskel. Måske er de ikke bare grise. |