Hvem monstro der bor, mor

Tilbage

Af Line, 9.a


Himlen er så stor, mor,

med klare stjerner på,

Hvem monstro der bor, mor,

på stjernen i det blå?

 

Tror du, der er drenge mor,

der kigger ned på mig?

Og tror du, de her senge, mor,

Og sover ligesom jeg?

 

Disse to vers fra en kendt børnesang, Solen er så rød mor, beskriver fantastisk hvordan mine tanker er, inden jeg skal sove. Jeg ligger og spekulere over al verdens ting og glemmer tit at lægge mig til at sove. En af de tanker, som bliver ved med at dukke op i mit hoved er, hvordan Verden blev til? Er det nu Kristendommen vi skal tro på, eller skal vi holde os til den lidt mere videnskabelige tankegang, Evolutionen? Hver gang kommer jeg frem til et nyt svar, som altid virker som det mest rigtige i lige præcis det øjeblik. Tankerne farer rundt i mit hoved som en tornado og dukker så frem som et lyn, der slår ned gennem himlen. Er det kun Jorden, som beboer mennesker, eller er der en meget større og bedre planet ude i rummet, som bare ser ned på os og tænker over, hvor intet vidende og uintelligente vi ser ud. Jeg forestiller mig, at vi har den Verden, vi kender til på den ene side af en stor væg og på den anden side, findes så den store fantastiske verden. Væggen er lavet af den slags glas, hvor man kun kan se indefra og ud. Vores Verden befinder sig på den intetvidende side, udenfor. Her står så flere millioner forskere klinet op af ruden og forsøger at finde en mening med det hele. Et ret komisk syn for de bedrevidende.

 

Når man ligger der alene i seng, og tankerne flyver rundt, prøver jeg altid på at samle dem lidt sammen. Tage alle tankerne og binde dem sammen i et stort bundt, hvor hver tanke er en gren. Bundtet er bundet sammen af en kraftig snøre. Dog ikke så fast bundet at man ikke kan tage en enkelt tanke og rykke den ud af bundtet. Her rykker jeg tit tanken om fremtiden ud. Pinden man trækker ud af bundtet er ikke lige og fin, men fyldt med grene. Grene der er fyldt til randen med forskellige muligheder. Mulighederne er stoppet til forskellige fremtidsplaner. Skal jeg være sygeplejerske, eller skal jeg følge i familiens fodspor og blive bankdame eller pædagog? Alle har en mening om det og blandet med mine egne tanker, bliver det let til en stor pærevælling. Uheldigvis er det ikke bare nogle tanker, som kan lægges væk, selvom det kan være fristende ikke at skulle tage stilling til noget. Alt det her ligger en smule ude i fremtiden, men uddannelsen dertil, er lige rundt om hjørnet.  Der er valg, der er blevet truffet, men vigtigst af alt der er valg, der skal træffes. Jeg synes, det er ekstremt svært at stå over for sin familie eller venner, og fortælle hvad man vil efter folkeskolen. Det er svært at forestille sig ikke at stå op om morgnen og bevæge sig ukompliceret til det sammen sted, som man har gjort i de sidste ti år. Ikke at skulle møde og snakke med de samme kammerater, vænne sig til nye lærer og omgivelser, virker for mig ekstremt skræmmende. Jeg erfarer fra mig selv, at jeg er en type som godt kan lide det vante og ikke det nye og uvisse. Det vante er lig med tryghed, og man kan vel godt kalde mig for lidt af en trygheds narkoman. Selvfølgelig er der ikke noget galt i det, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg sprang ud i tingene lidt mere hovedkluds, uden først at tænke det hele igennem hundrede og ti gange. Heldigvis mener jeg selv, at jeg er ved at blive bedre og tænker ikke så meget over, hvad andre vil, men hvad jeg selv vil. Derfor har jeg besluttet ikke at tage direkte på gymnasiet som hovedparten mine veninder, men tage et år til Randers og gøre det jeg elsker. Spille håndbold.

 

I hverdagen tænker man næsten kun på fremtiden. Tit glemmer man at se sig tilbage, og dagene kører bare derudaf. Man vil bare have sit liv til at køre på skinner, uden for meget slinger i valsen. Men det er rart at tænke tilbage på gode stunder, som man har oplevet igennem tiden. Hovedet ligger på puden, og gamle minder vælter frem. Tit kan jeg tage mig selv i at ligge og smile. Følelsen man får i kroppen er varm og herlig. Selvfølgelig er det ikke altid de gode stunder og erindringer der kommer frem. Tankerne bevæger sig hen mod dårlige oplevelser. Måske kommer man i tanke om en mistet familie medlem, eller en ubehagelig episode med sine veninder. Det er en selvfølge, at det ikke er rart, men tit oplever jeg, at når man er over det dårlige, dukker de rare oplevelser igen frem. Nogle gange kan jeg også tænke længere tilbage. Så stiller jeg mig selv spørgsmålet: ”Har man levet før i en anden sjæl?” Et eller andet sted tror jeg man har. Nogle gange når jeg går et fremmed sted eller gør noget nyt, får jeg følelsen af, at her har jeg været før eller gjort det før. Skræmmende? Ja måske, men jeg kan godt lide tanken om at der er et liv efter døden. Om det så er i himlen eller på jorden, ved jeg ikke, men bare det der er et liv. Det fører mig hen til et andet spørgsmål. Hvordan vil jeg gerne slutte mit liv? Vil jeg bisættes, eller vil jeg bare begraves, og vil jeg være organdonor? Jeg kan simpelthen ikke finde et svar endnu, men forhåbentligt har jeg lang tid endnu til at tage den beslutning.

 

Jeg kan godt lide at tænke, inden jeg skal sove. Man har tiden og roen til det, når man ligger helt for sig selv. Jeg tænker tit også meget personlige tanker, inden jeg sover, men dem tror jeg nu, jeg vil holde lidt for mig selv.