Projektopgave

Jeg har ønsket at tilegne mig viden om den nuværende konflikt mellem israelerne og palæstinenserne. Det har især været i min interesse at finde svar på spørgsmålene:

Den historiske baggrund for konflikten.

Personer der har haft og har betydning i konflikten.

Vestens rolle i konflikten.

Hvad er det for en terror der er i området i dag?

Hvorfor er der ikke fred?

Hvad skal der til?

Den israelske-palæstinensiske konflikt interesserer mig meget. Det har undret mig i lang tid, hvorfor det endnu ikke har været muligt at få en bæredygtig fred blandt de to folk. Det interesserer mig, at få kendskab til den historiske baggrund for denne lange konflikt. Den historiske baggrund viser sig, at være vital for forståelsen af palæstinensernes nuværende situation. Spørgsmålet om terroren i området er med til at gøre denne konflikt meget speciel.

Mellemøsten strækker sig fra den Persiske Golf til den østlige ende af Middelhavet. Området forbinder de tre verdensdele Europa, Afrika og Asien. Det har betydet, at Mellemøsten har været et stort handelscentrum, hvor vidt forskellige folkeslag og kulturer har mødtes, skabt store rigdomme og udviklet nye revolutionerende tanker. Men Mellemøsten som centrum for så mange kulturer har også resulteret i mange tusinde års krige og magtkampe, hvori tre store verdensreligioner, kristendommen, jødedommen og islam ofte har været indblandet i stridighederne.

I det første århundrede F.kr blev hele Mellemøsten erobret af den tids supermagt, Romerriget. Jøderne kunne ikke acceptere romerne som deres herskere og var konstant i oprør. Men romerne var for stærke og knuste efter nogle års hårde kampe oprørerne. Derefter spredte de det jødiske folk udover hele Europa.

I de kommende mange hundrede år, efter at Romerriget var styrtet i grus, opstod islam og blev den samlende kulturelle levemåde og religion i hele Mellemøsten og Nordafrika.

I 1100 tallet begyndte de første korstoge mod det "Hellige Land". Hundrede tusinder af kristne soldater drog i krig i fremmede lande, de ikke kendte noget til, blot i den tro at det var i deres ret at "befri" eller erobre det "Hellige Land", altså landet kendt som Palæstina.

Det lykkedes de kristne at erobre Palæstina, men de kunne kun holde stand mod blandt andet de mægtige saracenske hære i et par årtier.

Omkring 1500 tallet blev Mellemøsten overtaget af et tyrkisk rige, det Osmanniske rige.

Det tyrkiske styre gavnede ikke araberne i landene i Mellemøsten, og man var bestemt ikke tilfreds med den kulturelle og økonomiske situationen. På trods af det holdt det Osmanniske rige mere end 400 år. Araberne øjnede, da første verdenskrig brød ud i 1914, chancen for at løsrive sig. Da Osmannerne støttede tyskerne, valgte araberne at slutte sig til englænderne, for at befri deres egne lande.

Som tak for støtten lovede englænderne at hjælpe med at oprette en arabisk stat. Araberne regnede med, at Palæstina også ville blive omfattet i aftalen. For Palæstina havde nemlig aldrig været en stat. Det betød ikke, at man var i tvivl om hvad Palæstina eller hvem palæstinenserne var, for det vidste alle. Men det skete bare ikke. I stedet delte Folkeforbundet bare områderne ud til forskellige europæiske lande. Palæstina kom under engelsk kontrol, og jøder begyndte at flytte dertil i stort tal, hvilket ofte blev mødt med voldelige protester fra araberne i landet.

I stedet for at oprette et selvstyre i Palæstina styrede Storbritannien området som et mandat, men lovede at overgive magten senere. I denne periode, hvor briterne kontrollerede landet, fortsatte antallet af jødiske tilflyttere med at stige. Det frustrerede palæstinenserne voldsomt.

Oven i købet begyndte englænderne at forhandle med jødiske zionister om oprettelsen af en jødisk stat omfattende Palæstina.

Zionismen blev oprettet af den østrigske jøde Theodor Herzl. Han opfordrede alle jøder til at flytte til de bibelske lande og oprette en stat. Zionisterne mener, at de af gud var givet retten som det udvalgte folk, til jorden i Palæstina.

Det kunne og ville palæstinenserne under ingen omstændigheder tillade. De følte en enorm afmagt. De var blevet svigtet af englænderne, der havde lovet at oprette en palæstinensisk stat, derudover havde englænderne tilladt jøder at bosætte sig i deres land. Folket var så fortørnet, at de gjorde oprør.

I 1936 blev der dannet et palæstinensisk nationalråd, der kunne tale for deres sag. Rådet kaldte sig Den arabiske Højkomite. Det udviklede sig til et væbnet oprør mod både de engelske besættere og de jødiske zionister ledet af Højkomiteen. Det palæstinensiske oprør blev voldsomt slået ned af englænderne, der derefter prøvede at få fredsforhandlinger op at stå mellem jøderne og palæstinenserne. Man foreslog at dele landet i en jødisk stat og en palæstinensisk stat, der begge skulle have selvstyre. Men det blev ikke til noget. De to parter kunne ikke enes. Det gav de to folk et stort had til hinanden.

I 1947 trak England sig ud af Palæstina og overlod ansvaret til FN. FN vedtog ved et knebent flertal, at Palæstina skulle deles i to stater. Forslaget fra FN var til stor fordel for jøderne. De blev tildelt langt det største område, selvom de på det tidspunkt kun udgjorde en tredjedel af hele Palæstinas befolkning. Zionisterne godtog selvfølgelig vedtagelsen, for de ønskede jo en stat kun for jøder, og det havde de endnu ikke. De havde kun bosat sig i stort antal i bestemte områder, hvor de dog stadig var i mindretal. Palæstinenserne forkastede vedtagelsen. De accepterede ikke en deling af deres land.

England havde nu forladt landet og kunne ikke lægge sig imellem de to folk nu. Voldsomme kampe opstod i årene 1947-48. Zionisterne var stærkt udrustet, og kampen mod palæstinenserne var meget ulige. I 1948 flygtede omkring 400.000 palæstinensere fra de zionistiske erobrede områder. Natten til den 15. maj 1948 udråbte en forsamling zionistiske ledere med David Ben Gurion i spidsen i Tel Aviv staten Israel. I løbet af de følgende timer og dage blev staten anerkendt af de fleste lande i den vestlige verden. Ifølge FN skulle der jo også oprettes en palæstinensisk stat, men det blev der bare ikke. Kampene fortsatte. Det lykkedes ekstremistiske jøder at trænge palæstinenserne tilbage, og man erobrede endda store områder af det land, som FN havde erklæret for palæstinensisk.

I 1949 indgik de to parter en våbenhvile, der dog langtfra var nogen fredsaftale.

Året 1948 blev af araberne kaldt "Katastrofeåret", hvorimod jøderne har det som "Befrielsens år". Tusinder døde under kampene eller i grusomme massakrer. Som noget af det værste huskes massakren i den arabiske landsby Deir Yassin. 80 medlemmer af den militante jødiske bevægelse Irgun under ledelse af den senere Israelske ministerpræsident Menahem Begin gik til angreb på Deir Yassin. De dræbte alle landsbyens indbyggere, hvilket skabte stor panik hos mange palæstinensere. Omkring 800.000 tusinde flygtede fra deres hjem, og endnu større dele af Palæstina kom under Israelsk styre. Palæstinenserne flygtede hovedsageligt til området omkring Gaza, kaldet Gaza-striben, og til Jordandalen, den del man senere kaldte Vestbredden.

Som tabere af denne borgerkrig var palæstinenserne nu et folk uden hjemland. De søgte tilflugt i de arabiske nabostater. Her havde man dog svært ved at integrere dem, og de fortsatte derfor i høj grad med at leve deres liv i flygtningelejre nær den Israelske grænse.

Efter sejren i 1948, der resulterede i statens oprettelse, var Israel svagt og omgivet af fjender. Troen på Israel begyndte dog med tiden at vokse. Flere emigranter kom til landet, og Israel fik en betydelig støtte fra USA.

Den arabiske verden var derimod lamslået over, at det blev jøderne, der gik sejrrigt ud af den første krig. Gamle regeringer blev væltet og blev erstattet med nye mere nationalistiske ledere, der ville modernisere deres lande. Disse ledere tog skarpt afstand fra USA og England, da de betragtede dem som zionismens støtter. De forsøgte i stedet at skabe en forenet arabisk verden, hvor man samarbejdede om at fremme arabiske interesser.

Palæstinenserne var forsat et folk uden hjemland. De levede stadig i flygtningelejre og i nabostaterne. Der opstod der palæstinensiske grupper, der greb til våben for at tage tilbage, hvad de havde tabt. Organisationen Fedajin (det arabiske ord for en person, der ofrer sig for en ædel sag) iværksatte aktioner fra en nabostat og angreb ind i Israel. Israel slog øjeblikkelig tilbage på alle angreb, ikke blot på Fedajin, men også de omkringliggende arabiske nabostater. Det gav stærkere og stærkere spændinger i hele Mellemøsten

I Egypten 1952 blev den korrupte pro-britiske Kong Farouks væltet af en ung officer fra hæren.

Den unge officer Gamal Abdel Nasser overtager selv ledelsen af landet to år senere og tvang englænderne til at trække deres styrker væk fra stillingerne ved Suezkanalen, der dengang var en helt afgørende handelsvej for olien i Mellemøsten. Nasser satte nu et stort moderniseringsprogram i værk. Skoler, fabrikker, hospitaler blev opført. Der skulle også bygges en enorm dæmning, der skulle give mere opdyrkeligt land, Aswan-dæmningen.

Vesten var ikke glad for den nye omvæltning, der skete i Egypten, for Nasser havde søgt støtte hos Sovjetunionen for at få våben til en kommende stærk egyptisk hær. Især var USA og England utilfredse. De var bange for at Sovjet fik for stor indflydelse i Mellemøsten. Derfor valgte de ikke at støtte Nasser med penge til den store Aswandæmning, som de havde lovet.

Dette forargede den egyptiske leder så meget, at han nationaliserede Suezkanalen, altså han overtog den fra England og Frankrig der hidtil havde ejet den. Overskuddet gik nu ikke til England og Frankrig, men til udviklingen af Egypten.

Det blev for meget for både England og Frankrig. De var meget afhængige af den handel, de førte gennem kanalen. Det var hovedsagelig olie. Nasser kunne nu, hvis det behagede ham, lukke kanalen for alle engelske og franske skibe, der ville passere. Det var et stærkt politisk trumfkort at have. De to regeringer blev enige om, at Nasser måtte væltes, og det skulle gøres uden at vække de arabiske landes vrede. England og Frankrig kunne dog ikke selv føre krigen, idet de ikke kunne tillade sig at invadere Egypten. Derfor måtte de have hjælp fra Israel.

Aftalen med Israel skulle foregå i største hemmelighed, for resten af verden og især USA, havde advaret om at bruge vold i området. Planen gik ud på, at Israel skulle angribe Egypten, udslette Fedajin på Sinai-halvøen og derefter rykke frem til Suezkanalen. Så ville England og Frankrig derefter kræve at både Israel og Egypten skulle trække sig væk fra netop Suezkanalen. Eftersom Nasser højst sandsynligt ikke ville trække sig fra kanalen kunne England og Frankrig lægge sig imellem, og derved selv som ønsket få kontrollen med kanalen. Israel var ikke så interesseret i deres lange politiske redegørelse, men en ting ved aftalen fandt de yderst relevant. De kunne få slået oprørene fra Fedajin ned, og så oven i købet besidde hele Sinai-halvøen.

Alt gik som forudsagt. Englænderne og Franskmændene kontrollerede kanalen, Israel fik slået både egypterne og vigtigst Fedajin.

Englænderne og Franskmændene blev kun i området et kort stykke tid. De blev presset ud af USA, der truede med at stoppe deres leverancer af olie til de to lande hvis de ikke trak sig tilbage med det samme. Grunden til denne trussel var Sovjet årsag til. Havde England og Frankrig ikke trukket sig tilbage havde Sovjet sendt soldater til området for at hjælpe det allierede Egypten, og en ny storkrig ville muligvis være opstået. Israelerne trak sig derimod succesrigt ud af konflikten. De havde nu vist sig som den stærkeste magt i området, ved at slå en fjendtligsindet nabo. De havde nedkæmpet Fedajin, og derved vist sig som Palæstinensernes overmand. Dog forlangte FN 1957, at Israel skulle trække sig tilbage fra det erobrede Sinai.

De følgende 11 år, fra 1956-1967, herskede der ikke usædvanligt en usikker fred i Mellemøsten. Israel økonomi var dårlig og samfundet havde svært ved at fungere. Den zionistiske ministerpræsident, og ophavsmand til Israels dannelse, blev i denne periode udskiftet og nye politikere kom til. Det skabte en stor følelse af usikkerhed. De omkringliggende arabiske stater havde også politiske uroligheder. Palæstinenserne havde stadig ikke opgivet frihedskampen. I 1964 blev den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) dannet som afløser for Fedajin. De begyndte at lave bombeattentater i Israel. PLO-angrebene kom især fra baser i Syrien. Israel var ikke bange for at svare igen på attentaterne, og angreb langt inde på syrisk territorium. Dette accepterede syrerne ikke og beskød nu jævnligt bosættelser i det nordlige Israel. Israel svarede omgående igen. Det blev optakten til en ny krig.

Israel blev senere afsløret i at opruste til et storstilet angreb på Syrien. Syrerne blev nu lovet støtte fra Egypten, der straks sendte en ny udrustet hær mod Israel. Mange frygtede for, at Israel ville tabe, men situationen blev anderledes. Israels militær var langt mere moderne, end hvad henholdsvis syrerne og egypterne kunne præstere. Israel skulle ikke bruge seks dage på at sænke nationerne i knæ, og endda udvide deres territorium med hele seks gange sin egen størrelse. Endnu engang viste Israel sin styrke.

Araberne mistede megen prestige ved deres totale nederlag til Israel. Derimod stod Israel sig stærkere end nogensinde og de nægtede at trække sig fra de nyligt besatte områder. Vestbredden og Gazastriben, hvor et stort antal palæstinensere boede, var nu også der under israelsk styre. De kunne nu ikke længere regne med at de arabiske lande ville besejre Israel, men måtte nu sætte deres tro på at PLO kunne udrette noget. PLO var deres eneste håb og tro på, at de engang kunne vende tilbage til deres hjem.

Efter et voldsomt overfald på jødiske emigranter i 1929 konkluderede en engelsk undersøgelse af begivenhederne: "Palæstinenserne er kommet til at se jøderne ikke blot som et problem i hverdagen, men potentielle herrer i fremtidens samfund." Det skulle vise sig at være en meget præcis forudsigelse af fremtiden.

De følgende år var fortsat præget af kampe mellem Israel og Egypten. Endnu en krig fandt sted 1973. Denne gang kom den dog meget overraskende for Israelerne. Denne gang var både egypterne og syrerne forsynet med bedre våben leveret af Sovjet. Israel var så truet at de i sidste øjeblik blev reddet, da de modtog nye kampfly fra USA. Det lykkedes israelerne, at holde de samme grænser som før angrebet, altså de nye grænser efter Seksdageskrigen. Denne gang kom Israel ikke så sejrrigt ud af krigen. Alle parter havde lidt store tab.

Fire år senere, 1977. Den nye egyptiske præsident Anwar Sadat ønskede efter krigen, højst uventet, at slutte fred med Israel. Efter halvandet års fredsaftaler med USA's bistand blev den såkaldte Camp David-fred underskrevet. Israel trak sig ud af Sinai området. Siden har der været fred mellem Egypten og Israel.

I 1982 rykkede Israel ind i Libanon. Ministerpræsident Begin og hans forsvarsminister Ariel Sharon rykkede soldater helt ind i hovedstaden Beirut. Målet var at dræbe de palæstinensiske partisanstyrker under PLO’s ledelse. Samtidig håbede Israel at få en venligtsindet regering i Libanon, med hvilken der kunne sluttes fred ligesom med Egypten. Planen mislykkedes delvist. Nok fik man fjernet PLO fra Libanon i en tid, men fred med Libanon fik man ikke. Israel måtte efter store tab i området trække sig ud af Libanon.

Palæstinensernes situation syntes meget håbløs. De var fordrevet fra deres eget land. De havde ingen at sætte deres lid til. Folket var splittet ud i flere lande, det var derfor svært at samle sig i en fælles opstand. Håbet havde før i tiden været, at deres arabiske sympatisører kunne hjælpe dem tilbage til deres land. Da det ikke var lykkes, og man oven i købet blev besat på den tæt befolkede Vestbred og i Gazastriben, de to områder søgte mange Palæstinensere hen efter Katastrofens år i 1948, satte man sit håb til oprørs grupper som Fedajin og PLO. Men begge organisationer kunne ikke gøre nogen afgørende forskel. Det var umuligt at smide Israelerne ud ved magt. Egentlig gik meget få palæstinensere rundt med tanken om at vende tilbage til et Palæstina som før 1948. Man var nærmest gået på kompromis med situationen, og ønskede nu mere bare at kunne leve i fred med israelerne og med de samme rettigheder.

Et spinkelt håb lyste op i mørket, da verden efterhånden fik et mere nuanceret billede af situationen i landet. En afgørende faktor i magtkampe var at opnå sympati i verdenen gennem for eksempel medierne. Israel har adskillige gange fået hjælp fra omverden især fra USA, for Vesten havde stor sympati for jøderne i Palæstina. Efter Anden verdenskrig følte europæerne stor skyldfølelse overfor jøderne, der havde gennemgået det forfærdelige Holocaust. Foræringen af Palæstina var nok for at stille denne store skyldfølelse, men hvad de gjorde var jo at forære at andet folks land væk. Den vestlige verden fik betalt for sin skyldfølelse, men undlod at reagere på det voldsomme problem en sådan foræring betød. Derfor havde Israel kunnet nyde godt af hjælpen fra den vestlige verden der var ved at betale sin "skyld" af. I en lang årrække lukkede folk øjnene for, hvad der skete i Israel med palæstinenserne, men koncentrerede sig i stedet, og var forargede over, at de Arabiske lande spontant angreb Israel.

Denne uvidenhed og dette unuancerede billede af virkeligheden begyndte at ændre sig i 1982. Israel var som sagt gået ind i Libanon og holdt hele den sydlige del af landet besat for at have en stødpude mod de bombeaktioner PLO udførte fra Libanon. Denne handling kunne Vesten følge på TV, og de fleste folk kunne forsvare Israels handling på trods af, at de holdt en stor del af et fremmed land besat. Men da daværende forsvarsminister Ariel Sharon omringede de palæstinensiske lejre Sabra og Chatila inde i Beirut, skete der noget, en omvæltning der nærmest vækkede folk fra deres store sympati for Israel. Sharon hævdede, at PLO brugte dem som dække for deres aktiviteter, og lod kristne militser undersøger lejrene. I denne forbindelse udførte militserne en massakre og udryddede lejrene. Under massakren opholdt israelerne sig ikke længere væk, end at de kunne høre skrigene fra begge lejre.

Omverdenen blev rasende og mange vestlige politikere gav udtryk for deres fordømmelse og foragt for den handling, Ariel Sharon havde beordret udført.

Nu ønskede folk en løsning på det israelske-palæstinensiske problem. Fredsforhandlinger kunne kun ske ved at begge parter ændrede deres syn på hinanden. Et skridt på vejen blev, da PLO i 1988 anerkendte staten Israel og dens ret til at eksistere og forkastede al form for terrorisme Det gjorde USA villig til at forhandle med PLO, og man betragtede dem som palæstinensernes talerør. Israel var rasende.

Ved det israelske valg i 1992 vandt Yitzhak Rabin magten. Han syn på situationen havde med tiden ændret sig. Han havde indset, at den palæstinensiske opstand ikke kunne besejrers militært. Han indså også at en løsning var nødvendig, for den jødiske del af befolkningen i Israel ville komme i mindretal, fordi palæstinenserne fik væsentlig flere børn. Altså, det var på tide at forhandle med PLO’s Arafat, der også havde ændret sin politik og sit synspunkt.

I januar 1993 blev fredsaftalerne i Oslo indledt. De førte frem til Oslo-aftalen. Aftalen blev underskrevet af Rabin, Arafat og præsident Clinton i Washington.

Den synes at skabe ny begrundet håb om fred i det urohærgede område.

Hovedpunkterne i Oslo-aftalen var:

Israel skulle trække sig tilbage fra de besatte områder i Gaza og omkring Jeriko på Vestbredden, hvorefter palæstinenserne skulle styre disse områder. Derimod skulle palæstinenserne garantere for sikkerheden i områderne.

Jødiske bosættere skulle blive boende i disse områder, men retsligt ville de høre under Israel.

Efter to år skulle forhandlinger om næste fase indledes. Her skulle spørgsmålet om Jerusalems, og de jødiske bosættelsers fremtid diskuteres.

Grundlaget for den aktuelle konflikts udspring, mener jeg, går tilbage til Oslo-aftalerne i ’93. Den stærke højrefløj i Israel så disse aftaler som det værste, der nogensinde var sket for dem. Man gik på kompromis med en palæstinensisk terrorist og fra gav sig oven i købet land til palæstinenserne. Den israelske højrefløj gik med drømmen om et Stor-Israel omfattende Vestbredden og Gazastriben. De nye aftaler arbejdede imod denne drøm. Israels statsleder Rabin var en direkte hindring for disse drømme. Trods at der stadig skete voldige aktioner fra begge parters ekstremister, mødtes Rabin og Arafat stadig til forhandling om en udvidelse af selvstyret. Der blev afholdt valg i Gaza, Jeriko og på Vestbredden. Det blev for meget for de jødiske ekstremister. I 1995 Under en fredstale i Tel-Aviv foran 100.000 mennesker blev Yitzhak Rabin skudt af en jødisk ekstremist. Det var et hårdt slag for fredsprocessen. Om fredsprocessen kunne holdes i gang kom på en prøve, da der skulle vælges en ny ministerpræsident i Israel 1996.

Valget af den højreorienterede Benjamin Netanyahu fra Likudpartiet satte fredsprocessen i stå. Han lovede den israelske befolkning sikkerhed og førte en hård linje mod palæstinenserne. Der kom flere bosættelser på Vestbredden, og han nægtede at mødes med Arafat. Arafat var i en svær situation. Israelerne ville ikke forhandle og han havde svært ved holde styr på nye ekstremistiske oprørsgrupper som Hamas, Islamisk Jihad og Al Aqsa.

Pågrund af olso-aftalen følte de to ledere sig nødsaget til at mødes til forhandling. Der opstod kun ganske få resultater som ingen af parterne kunne være tilfredse med. Israelerne trak sig væk fra 80% af Hebrons områder, og 13,1% af hele Vestbredden. Man tillod folk at rejse mellem Gaza-striben og de øvrige andre områder, og 2000 palæstinensiske fanger blev sluppet fri. Arafat skulle tilgengæld slå hårdere ned på Hamas med støtte fra amerikanske sikkerhedseksperter.

Det var ikke meget, der var opnået, men alligevel førte aftalerne til store protester. Palæstinenserne ville selvfølgelig have, at israelerne trak sig helt ud af Vestbredden og ikke kun sølle 13,1%.

Højrefløjen var oprevet. Netanyahu var gået for vidt. Man skulle ikke give efter for palæstinenserne.

Ved valget i 1999 blev Netanyahu væltet. Denne gang havde israelerne valgt en leder de regnede med kunne sætte skub i fredsforhandlingerne. Ministerpræsident Ehud Barak, der politisk stod til venstre for midten indledte i juni 2000 forhandlinger med Arafat i Camp David. Håbet om fred var for spinkelt. Ingen af de to parter ville ofre sig nok, til at en fredsproces kunne starte. Barak ville ikke give palæstinenserne Jerusalem, selvom byen ligger på Vestbredden. Arafat ville ikke forhandle en aftale, der ikke også behandlede Jerusalems status, så fredsforhandlingerne blev ikke til noget. Det skulle vise sig, at den israelske højrefløj endnu engang skulle lægge det spinkle håb om fred i ruiner.

Ariel Sharon førte en delegation af hans højreorienterede nationalister op til klippemoskeen i Jerusalem. Dette provokerende besøg antændte stærke følelser hos alle parter i konflikten. Og ikke nok med det havde Barak mod Oslo-aftalen tilladt flere bosættelser på Vestbredden. Palæstinensiske grupper angreb israelske sikkerhedsstyrker med sten, og de få skydevåben de havde. Barak var tvunget af sine egne til at svare hårdt igen. Tropper skød med skarpt og kamphelikoptere blev sat ind. 100 palæstinensere blev dræbt under disse ugers sammenstød.

Alle tanker om fredsforhandlinger syntes nu at være glemt.

I år 2001 vandt denne højreorienterede Ariel Sharon valget, med løfter om sikkerhed til det israelske folk.

Jeg har valgt at give en kort profilbeskrivelse af tre personer, der har haft stor indflydelse på fredsprocessen.

Rabin blev født i Jerusalem, dengang briterne styrede området. Han kom med i en Haganah-kommandoenhed under den Anden Verdenskrig. Efter en kort periode i engelsk fængsel, kæmpede Rabin i uafhængighedskrigen i 1948, og han steg i derefter hurtigt graderne, så han blev øverstbefalende for den israelske hær i 1964. I dette job førte han hæren i seksdageskrigen i 1967 og blev en nationalhelt. I 1974 efterfulgte han Golda Meir som leder af Arbejderpartiet, og han blev den første israeæsle premierminister, der var født i landet. Efter et valgnederlag i 1977 havde han en række poster i koalitionsregeringer, indtil han igen blev premierminister i 1992. Hans bestræbelser på at opnå fred med palæstinenserne førte til Oslo-aftalerne i 1993, og til at han fik Nobels-fredspris i 1994. Mordet på ham fratog Israel en ihærdig forkæmper for fred i området. Det blev et kolossalt slag mod fredsprocessen.

Yassir Arafat tog en teknisk uddannelse i Cairo i 1960’erne, og var derefter med til at grundlægge Fatah, en palæstinensisk guerillagruppe. Kort efter blev Fatah en del af PLO- i realiteten denne organisations militære afdeling. Arafat blev leder for hele PLO i 1969. Israelerne prøvede igennem en lang årrække at slå PLO ned men det lykkedes ikke. Arafat fortsatte som leder af PLO, men trak sig fra angrebs politikken i 1988, hvor han førte PLO ind i forhandlinger med Israel. PLO blev nu anerkendt som det palæstinensiske folks reelle repræsentant. Hans succesfulde forhandlinger, der førte til Oslo-aftalen gav ham et respekteret og godt rygte i omverdenen. I 1994 blev han tildelt Nobels-fredspris sammen med Yitshak Rabin og dennes udenrigsminister Shimon Peres.

Arafat er i dag Palæstinensernes folkevalgte leder.

Han blev født i Kfar Malal i en landbrugsbosættelse nær Tel Aviv. Deltog i sine ungdomsår aktivt i Haganah, den største væbnede jødiske organisation før Israel blev dannet i 1948. I de følgende mange år gjorde han tjeneste i hæren. Mange beskylder ham for krigsforbrydelse, og der kører stadig sager om ham den dag i dag. Han har fået en politisk karriere i det højre nationalistiske Likud-parti. Under Begin var Sharon forsvarsminister. Det var som forsvarsminister han i 1982 havde ansvaret for den massakre, der fandt sted i de palæstinensiske flygtninge lejre Sabra og Chatila. Herefter var der ingen, der troede, at han nogen sinde mere skulle spille en politisk rolle. Han fortsatte sit arbejde i Likud-partiet og fik i 2000 regeringsmagten.

De tre ovenstående personer, jeg kort har ridset op, har alle spillet en stor rolle i de retninger, konflikten har taget genne tiden. De sidste to profiler er dem, der i dag bærer på det store ansvar. Begge på hver deres måde. Men skal man se på personligheder, der har og har haft betydning for udviklingen i konflikten, må en række lande også nævnes, der har haft en finger med i spillet, idet Israel-Palæstina konflikten er en international konflikt. Udviklingen i netop dette urohærgede område har stor politisk betydning for mange lande i verden. Derfor er konflikten også meget sårbar at gå til, hvis der skal findes en løsning på de nuværende problemer. I den sammenhæng kan man fremhæve USA, der har været indblandet hele vejen igennem.

Da de Europæiske lande efter seksdageskrigen begyndte at se med mere skeptiske øjne på Israel, måtte israelerne søge støtte hos amerikanerne. Den støtte var amerikanerne villige til at give. Der er et stort antal jøder i USA. Over dobbelt så mange som i Israel. Mange af de amerikanske jøder er så indflydelsesrige, at de kan præge både senatet og kongressen i USA. De kaldes den jødiske lobby. Det er derfor ikke så underligt, at de to landes bånd er meget tætte. Amerikanerne og israelerne har mange ting tilfælles hvad holdninger angår. De kan lide hinandens måde selv at ordne tingene og de problemer de støder på. Og religionen spiller også en stor rolle, for den sympati USA har for Israel. Kristne og jødiske tanker og ideologier kan USA bedre identificere som det gode, hvorimod de mere fremmedartede arabere, palæstinensere, der måske endda også er muslimer, er sværere at have med at gøre, det er for ukendt. Israel har også været dygtige til i lang tid, at få sig selv til at fremstå som ofre for palæstinensiske angreb, og ikke som mål for palæstinensiske modangreb.

Israel har gennem adskillige år fået hjælp på forskellige måder af USA. Israel har altid kunnet vinde de mange krige, fordi de havde de mest moderne våben, der hovedsageligt kommer fra USA. Franskmændene havde dog også op til seksdageskrigen støtte Israel med våben, men efter krigen ønskede de på ingen at støtte Israel med våben. Også når Israel var i store økonomiske problemer kom USA til hjælp. Gennem en årrække forsynede USA Israel med flere milliarder $. Da bistanden i 1985 var på sit højeste modtog Israel det, der svarer til 50 milliarder kr. På disse punkter har USA givet helt afgørende hjælp til Israel.

I konflikten i dag støtter den amerikanske præsident George Bush også Israel. USA har erklæret, at de ikke vil forhandle om fred, før Arafat bliver skiftet ud som palæstinensisk leder. Dette krav kom efter, at man mente, at Arafat ikke gjorde nok for at stoppe palæstinensiske ekstremister og selvmordsbombere, der udførte angreb i Israel og på Vestbredden. Det vil senere blive berørt.

Israels Sharon var meget godt tilfreds med situationen. Den nu igangsatte internationale krig mod terrorisme som George Bush startede efter 11. September, kunne Sharon udmærket bruge til at underkue palæstinenserne på Vestbredden. Var der nogen optøjer slog Sharon dem ned, med den ret Israel havde vundet ved at kalde det terrorisme. Der opstod flere optøjer, for Sharon tillod flere bosættelser på Vestbredden. Sharon udtaler, at han går rundt med håbet om fred, men det er derfor modstridende at se, at flere bosættelser bliver opført på Vestbredden, som det her skal understreges, ikke er en del af den Israelske stat, men kun et besat område, ligesom Gaza-striben er det. Ønsker Sharon i virkeligheden det Stor-Israel, som zionisterne drømmer om?

Tilbage til præsident Bush. Bush stillede kravet, at Arafat skulle tage ansvaret og stoppe de terroraktioner, som Hamas udførte. Arafat lovede at stoppe aktionerne, men det var ikke i hans magt. Hamas er en uafhængig organisation, som PLO har svært ved at styre. Arafat havde hverken en militær - eller politistyrke, der kunne udføre et sådant gennemgribende arbejde.

Det gamle billede under den første intifada viste sig igen. Unge protesterede og kastede sten efter israelske soldater. Soldaterne svarede hårdt igen med skud, og mange palæstinensere blev dræbt. Selvmordsbomber slog til mod israelske busser og i forskellige husstande. Det rene anarki opstod. Sharon svarede igen med specialstyrker, der rykkede ind i palæstinensiske husstande og skød formodede terrorister. Apachehelikoptere skød direkte ind i boligblokke. Det var den måde, man svarede igen. Selv Arafats hovedkvarter blev belejret og beskudt af tanks. Man holdt Arafat i husarrest. Det var en meget modstridende handling fra Sharon. Israel og USA forlangte, at Arafat skulle stoppe terroraktionerne, men hvordan er det muligt, når man indespærrer ham, og smadrer hans administrationscenter, hele landets nyopbyggede infrastruktur? Det var, som om alt det politiske pres, i hvert fald fra USA's side, ensidigt blev lagt på Arafats skuldre.

Kravene var så modstridende og i sig selv ulogiske, at det undrer mig, at et Europa, som et forenet fællesskab ikke reagerede endnu voldsommere overfor denne uretfærdighed. USA stillede nu det krav, at de ikke ville forhandle eller kunne støtte en fredsproces, før den palæstinensiske leder Arafat blev væltet, og et nyt valg fandt sted. Dette er et krav, USA stadig den dag i dag holder fast i, det samme gør Sharon i øvrigt. Kravet er bare modsætningsfyldt og en indskrænkning af det palæstinensiske demokrati. At stille et ultimatum om, at grundlaget for fred først kan opnås, hvis den af folket valgte leder, og i dette tilfælde er det Arafat, bliver væltet, er uacceptabelt.

Palæstinenserne, hvor flertallet måske den dag i dag ikke går ind for Arafat, som deres leder, støtter i dag op om ham, måske bare for at trodse USA og Israel og for at holde sammen.

"Det er ikke i deres magt at bestemme, hvem der skal lede vores land", udtaler mange palæstinensere. Og hvad ville en eventuel udskiftning af Arafat overhovedet komme til at betyde nu og her? Intet. Deres hovedkvarter er blevet ødelagt, det gør at der ingen handlemuligheder er. Det er derfor svært at holde nogen form for kontrol med det palæstinensiske folk. PLO er palæstinensernes repræsentant overfor omverdenen.

Denne krig i Israel er en usædvanlig krig. Her er der ikke to hære, der bekriger hinanden, som er den sammenhæng, vi normalt forstår ved ordet krig. Det er heller ikke en borgerkrig, idet det er to forskellige folk, der ikke ønsker at leve sammen. Det er en krig mellem en besættelsesmagt og de besatte. De besatte har en oprørskamp, en befrielses kamp mod besætterne. Sådan opfatter man normalt dette fænomen. Vi havde under den Anden Verdenskrig en tilsvarende situation i Danmark. Her gik der bare lang tid, før landet førte en frihedskamp mod besættelsesmagten.

Men i Israel angribes der ikke som almindelige modstandsgrupper. Der er en væsentlig forskel. Den palæstinensiske ekstremistiske gruppe Hamas angriber med selvmordsbombere. Det er folk, hvor deres eneste våben er dem selv. Selvmordsbombere er et frygteligt våben, for ingen ved, hvor en sådan person slår ned, og det er ikke kun militære mål, der bliver angrebet, men lige så ofte er det civile, der bliver ofre for dette frygtelige våben. At ofre sig selv på denne måde er vel det værste våben, der kan tænkes. Våbnet er ens eget liv. Dette er terrorisme. Disse selvmordsbombere skaber en voldsom frygt iblandt det israelske folk. Ingen kan vide, hvornår der sker noget? Man er bange i hverdagen og mistænkelig, når man går på gaden. Folk holder sig i stor afstand til busser i trafikken. Frygter at gå på restaurant. Der hersker en utryghed hos mange israelere.

Folk ser med begrundet foragt på disse selvmordsbombere. Det har givet verdenen et entydigt og unuanceret billede på palæstinensere i Israel.

Men hvad kan få et menneske til at bruge sig selv som våben. Hvad får folk til sprænge selv sig i og derved dræbe andre?

Er det folk uden håb? Er det folk uden fremtid? Er det fortvivlede og hadefulde folk, der udfører angrebene?

Man bliver nødt til at kunne forstå palæstinensernes situation for at kunne forstå disse handlinger.

Palæstinenserne har opbygget et had til israelerne lige siden den jødiske indvandring startede. Palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjem, med magt. En decideret etnisk udrensning sammenlignelig med det, der foregik i Kosova og Bosnien. Udrensningen skete bare i et meget større omfang end i to ovenstående eksempler. Folk blev bombet ud af deres huse, massakre blev de udsat for. Jøderne rensede mere end 500 palæstinensiske landsbyer for indbyggere. Mere end 800.000 palæstinensere blev fordrevet i "Katastrofens år". I Kosova og Bosnien reagerede omverden på det forfærdelige overgreb på civile, der fandt sted. Man gik militært ind og stoppede overgrebene. Mange palæstinensere spørger i dag, hvorfor kommer Europa ikke os til hjælp? Jeg foragter selvmordsbomberne, idet de angriber civile mål, men det betyder ikke, at jeg ikke kan forstå selve handlingen. Et sådan angreb skulle bare vendes mod militære mål. Så ville det være en retfærdig modstandskamp, der ikke skadede deres egen sag.

Jeg ser ikke entydigt selvmordsbomberne som de eneste terrorister. Verden har lukket øjnene for den terror, Israel udøver overfor det palæstinensiske folk. Den værste terror, der findes, vil jeg mene. Israel holder palæstinenserne besat på Vestbredden og i Gaza, og har gjort det siden seksdageskrigen i 1967.

Det er svært at beskrive hvad en besættelse gør ved folk. Folk er ikke frie. De bliver kontrolleret i alt, de foretager sig. Hele byer bliver holdt i husarrest. Der er udgangsforbud adskillige dage i træk. De bliver fraskåret fra at komme på arbejde, i skole, til hospitalet, de kan ikke rejse frit, som ellers var aftalt mellem tidligere ministerpræsident Netanyahu og Arafat. De bliver frataget deres vand reservoirs af bosætterne på Vestbredden. Mange siger, det er Apartheid. Israelerne angriber byer og flygtningelejre med kampvogne, helikoptere, raketangreb, og angreb fra fly. Alt dette giver en ufattelig utryghed blandt palæstinenserne Alle er udsat. Forældre er rædselsslagne, hver gang børnene forlader hjemmet. Man ved ikke, om de vender tilbage igen. Alt dette opbygger ofte så stort et had og frustrationer, at folk er villige til at blive selvmordsbombere. Det er den eneste måde, de kan slå tilbage, føler mange. "Dræber de min familie dræber jeg dem" er en udbredt holdning blandt palæstinensere. Lærerne i skolerne prøver at lære børnene og de unge at kunne tilgive, men det bliver sværere og sværere at overbevise de unge. De bliver opfordret til tilgivelse, men eleverne har svært ved det, når selv deres skolekammerater bliver dræbt i konflikten. At kunne tilgive kræver medfølelse. Palæstinenserne har ikke denne medfølelse med israelerne mere. De ser dem ikke som deres medmennesker mere. Det er, hvad besættelse gør ved folk. Man mister sin menneskelighed. Derfor ser jeg besættelsen som den værste terror i denne konflikt, og det værste problem. Konflikten der nærmere minder om krig.

Problemet, mener jeg, ligger i folk som Sharon, der i stor stil kan stilles til ansvar for situationen. Hans politiske måde at handle på går imod freden. Afstanden mellem israelere og palæstinensere er blevet større under hans ledelse af landet. Det er en forværring for fredshåbet. Sharon stod for flere bosættelser på Vestbredden, da han kom til magten. En handling, der går stik mod alt det arbejde for fred der hidtil er lavet. Oslo-aftalerne i '93 skulle arbejde for, at palæstinenserne skulle overtage større og større dele af Vestbredden, der så ville komme under det palæstinensiske selvstyre. Dette og stigende militærkontrol af de besatte har været stærkt medvirkende til den nuværende krig.

Sharon blev valgt for først at skabe sikkerhed og derefter fred. Hans handlinger har resulteret i det stik modsatte . På trods af det er han endnu en gang blevet valgt til ministerpræsident i Israel tirsdag den 28. januar 2003.

Jeg kan ikke se, hvorfor israelerne ser ham som en løsning på de nuværende problemer. Freden arbejder han ikke for, idet at han ikke vil mødes med den palæstinensiske leder Arafat. Men han påstår selv, at han at han er villig til fred, og vil nu gerne samarbejde med Arafat så snart terrorhandlingerne stopper. Men hvornår og hvordan skulle de kunne gøre det? Situationen er som en kædereaktion, der ikke ser ud til at ændre sit forløb før en af parterne går ind på et afgørende kompromis. Kædereaktionen ligger i, at Sharon ikke vil have fred før terroraktionerne stopper, og terroraktionerne stopper ikke, så længe palæstinenserne lever under besættelse. Og sådan fortsætter det. En fred kommer længere og længere væk i øjeblikket. Arafat har ikke midlerne til at stoppe terroraktionerne og kan derfor ikke lave det afgørende skridt.

Den eneste som er i stand til at lave den væsentlige forandring, der muligvis skal til for at en fred kan komme på tale, er Sharon. Et vigtigt og et klogt skridt vil være at trække bosættelserne på Vestbredden væk, og at trække alle besættelsesstyrker ud af de palæstinensiske byer. Alt dette er Sharon i stand til at gøre, men ønsker han at gøre det? Alle handlinger peger på et nej. Et væsentligt bevis er, at Sharon i øjeblikket er ved at lægge større afstand til palæstinensere, idet han er ved at ramme Israel ind i en 300-400 km lang mur. Ønskede han at gøre det, havde han vel også allerede gjort det. Men hvis han ikke selv vil gøre det, burde han måske presses til det? Europa har kommet med adskillige fredsudspil til Sharon og Arafat. Arafat har oftet godtaget alle forslag, for han ønsker vel for alt i verden at få samlet det palæstinensiske folk, og at få det ud af det anarki, det af israelerne er blevet bragt i. Men Sharon har ikke været samarbejdsvillig. Det europæiske politiske pres syntes ikke at røre ham.

Det eneste land der ser ud til at have en indflydelse på Israel er USA. Og hvor USA står i denne konflikt har præsident Bush for længst vist omverdenen. Bush har egentlig låst sig selv fast. Ved at sige at Arafat er problemet, og ikke at ville forhandle om fred, før han er væk, fastlåser han situationen. For palæstinenserne vil ikke vælge en ny leder, fordi det kræves af dem. Det er i deres ret at bestemme, hvem der skal repræsentere det palæstinensiske folk for resten af verden. Og på den måde kan USA åbenbart ikke gøre noget. Arafat kan ikke være problemet, for israelerne har sørget for, at han absolut ingen handlemuligheder har for at påvirke det palæstinensiske folk til noget som helst. Situationen er vel også blevet så voldsom, at selv en Arafat ikke kan samle det palæstinensiske folk. Europa ser absolut ikke Arafat som et problem for fred. Men de har ingen effekt på Sharon. En mulighed er at sætte en FN hær ind og tvinge de to parter fra hinanden. At trække alle israelske soldater ud af de besatte områder. Jeg tror ikke, at en sådan handling vil koste mange ofre for en FN hær. For Israel kunne ikke opfatte indgrebet som et angreb på deres stat, idet Vestbredden ikke hører til Israel, men kun er besat område. Israel ville heller ikke turde lægge sig militært ud med en FN-hær, det vil være som at lægge sig ud med hele verden. Den Israelske hær er også ved at blive mere og mere skeptisk overfor Sharons politik på vestbredden. Mange soldater ønsker ikke at tjene i de besatte områder. Jeg ser dette som en seriøs mulighed for at give palæstinenserne et område, der kunne komme under deres selvstyre, og hvor der muligvis senere kunne dannes en palæstinensisk stat. FN hæren skulle blive i grænseområdet mange år frem. Vestbredden skulle derefter modtage stor økonomisk støtte til genopbygning af området. Langsomt skal palæstinenserne og israelerne genvinde en menneskelig respekt til hinanden, der gør, at de en dag kan leve fredeligt som naboer.

Jeg har forsøgt at sætte mig ind i den historiske baggrund for konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk. Det har været grundlaget for den forståelse af situationen jeg beskriver i rapporten. Jeg har berørt spørgsmål om den specielle terror, der er i konflikten, og har fundet årsager hertil. Jeg har berørt USA's og Europas forhold og betydning i konflikten. Håbet om fred, og hvad der skal til, har været blandt mine store interesser i denne rapport. Jeg er fundet frem til flere forskellige bud på løsninger og årsager til de ovennævnte problemer. Min personlige holdning har jeg også ladet præge min rapport. Hvad der skal til for at opnå fred mellem de to folk, er helt andre strategier end der bliver arbejdet med i øjeblikket. Europa har efter min mening ikke handlet effektivt og selvstændigt nok i denne sammenhæng. Fred i området kræver et andet menneskesyn og et andet politisk pres fra omverdenen. FN har jeg ikke hørt blande sig i denne sag, hvilket jeg ser som et alvorligt svigt. Man har i for lang tid lukket øjnene for en uretfærdighed, der har eksisteret i de besatte områder i flere årtier. Jeg er uforstående overfor, at mit eget land, Danmark har kunnet reagere overfor etniske udrensninger eksempelvis i Kosova og Bosnien, men holder sig udenfor ansvar i denne sag. Mit håb er en snarlig fred, og oprettelse af en palæstinensisk stat, der kan eksistere fredeligt side om side med Israel.

Israel-Palæstina, konflikt uden ende?

Lars Møller-Rasmussen, Gyldendal 1972

Israel eller Palæstina, konflikt uden ende?

Per Kühlmann, Gyldendal 1988

Israel- og de besatte områder

Jens Nauntofte, Munksgaard 1989

Mellemøsten i krise

Jens Nauntofte, Munksgaard 1985

Jerusalem- en splittet by

Herbert Pundik, Munksgaard 1991

Palæstinenserne- et folk uden land

Svend Holm-Nielsen, Munksgaard 1981

Den israelsk-arabiske konklikt

Ivan Minnis, forlaget Flachs 2002

Israel-Palæstina nye grænser for fred?

Kontakt 1995

Drømmen om Palæstina- et problem for hele verden

Birthe Lauritzen, Munksgaard 1995

Artikler fra henholdsvis Politiken og Information.

Videofilm:

Horisont med Ole Sippel,

Profilen med Jørgen Flindt-Petersen,

De besatte, Jørgen Flindt-Petersen 2003

Temalørdag: Fred på jord

Jeppe Kirkelund Søndergaard, 9.a

Forsiden

Rapport

Retur til elevarbejder

Denne rapport er ikke lavet som en web-side.

Lærer har kopieret rapporten uden hensyntagen til illustrationer m.m.