Projektopgave 9. klasse 2005
De Forenede Nationer
Jens Aakjær Madsen, 9.a
(Illustrationer er
fjernet)
Indholdsfortegnelse
Verdenssundhedsorganisationen
WHO
Jeg
har valgt at skrive om FN og deres betydning. Jeg føler mig inspireret af
organisationen. Alene det, at organisation er blevet oprettet for at hjælpe
mennesker og bevare freden, er noget der virkelig interessere mig. Fordi, jeg
føler, at FN gør en forskel ud over det sædvanlige.
Elev: Jens Aakjær Madsen
Overordnet emne: De(t) har gjort en forskel.
Delemne: FN
har gjort en forskel
Formål: Formålet med denne opgave er, at prøve at klargøre nogle tanker samt
idéer omkring FN som organisation og den betydning, som den har haft
siden dannelsen.
Jeg har i problemformuleringen valgt at stille følgende spørgsmål:
De Forenede Nationer (FN) er en
international organisation af lande, der beskæftiger sig med problemer af
fælles betydning. Det grundlæggende princip bag FN er, at alle 191 medlemslande
er selvstændige og ligeværdige. FN’s charter (pagt) slår fast, at
organisationen er dannet for ”at opretholde
mellemfolkelig fred og sikkerhed, og at tilvejebringe mellemfolkeligt samarbejde
ved løsning af mellemfolkelige spørgsmål af økonomisk, social, kulturelt eller
humanitær karakter samt at fremme
respekten for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder”[1]. Lande,
der søger om optagelse i FN, må derfor forpligte sig til at være ”fredselskende”.
Af lande der står udenfor FN-forbundet kan nævnes Schweiz, Taiwan,
Vatikanstaten, Samoa, Tonga og nogle ganske få andre.
Da Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, stod det klart, at der aldrig havde været en krig, der var set magen til før. Lang flere var omkommet end under Første Verdenskrig. Omkring 55 millioner soldater og civile. Alene nazisternes såkaldte ”endelige løsning” havde kostet seks millioner jøder livet i de tyske udryddelseslejere.
Med
disse tanker i baghovedet mødtes repræsentanter fra 50 lande i 1945 i San
Francisco for at underskrive De Forenede Nationers charter (pagt / grundlov). I
teorien havde forbundet hele tiden eksisteret, men krigen havde afsløret dets
svagheder. Da FN blev oprettet havde man den fordel, at USA blev medlem. Det
samme blev andre større lande, der havde været med til at vinde krigen –
Sovjetunionen, England, Frankrig og Kina. FN-pagten trådte i kraft i oktober
1945 kun to måneder efter krigens afslutning. Danmark var, som et af de første
lande i norden, med til at indgå som medlem i organisationen. Andre lande som
Japan og Tyskland (som på daværende tidspunkt var opdelt i Øst og Vest) trådte
først ind i FN i 1956 og 1973.
FN har seks hovedorganer: Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd, Formynderskabsrådet, Den Internationale Domstol og Sekretariatet.
Det er Generalforsamlingen, der fastlægger de overordnede retningslinier for FN på samme måde, som vores Folketing gør i Danmark. Alle medlemslande er repræsenteret på Generalforsamlingen og møder fast en gang om året og ellers, hvis et flertal af medlemslandene eller Sikkerhedsrådet ønsker det. Forsamlingen kan ikke gennemtvinge beslutninger. Der er kun tale om anbefalinger, der kan have en vis vægt, men de kan ikke håndhæves. Generalforsamlingen har også til opgave at godkende FN’s budget og fortage ændringer, hvis der er uoverensstemmelser.
Sikkerhedsrådet er den del af FN, der skal opretholde freden. Det har femten medlemmer. Fem af dem – Kina, England, Frankrig, Rusland og USA er såkaldte faste medlemmer. Ikke-faste medlemmer sidder i rådet i to år, men hvert år vælger Generalforsamlingen fem nye medlemmer. Der kræves ni stemmer, for at Rådet kan træffe beslutning, men hvert af de fem faste medlemmer kan nedlægge veto (stemme imod). Sikkerhedsrådet kan udpege repræsentanter eller nedsætte særlige personer / organer, der skal undersøge årsagen til stridigheder og anbefale, hvordan man løser dem. Hvis Rådet mener, at en konflikt truer freden, kan det gennemtvinge sine beslutninger, enten med fredelige midler i form af økonomiske eller diplomatiske sanktioner eller ved at bruge militære magtmidler. Bag hele FN’s fredsskabende aktiviteter ligger der drøftelser og anbefalinger. Ligegyldigt hvor tilsyneladende enkel en operation er, skal Sikkerhedsrådet give den et klart mandat – klare beføjelser – for en operation kan kun lykkes, hvis målene er realistiske og midlerne er tilpasset derefter. Det er også af afgørende betydning, at FN-personel (både civilt og militært) der sættes ind ved en konflikt, holder sig strengt neutralt.
Sekretariatet udfører de administrative funktioner i FN. Det bliver ledet af en generalsekretær, som udpeges af Generalforsamlingen efter indstilling fra Sikkerhedsrådet. Generalsekretæren optræder som FN’s talsmand og kan forelægge truende konflikter for Sikkerhedsrådet. Siden dannelsen af FN har organisationen haft syv generalsekretærer: Trygve Lie (Norge) 1946-53, Dag Hammarskjöld (Sverige) 1953-61, U Thant (Burma) 1961-71, Kurt Waldheim (Østrig) 1972-81, Javier Pérez de Cuéllar (Peru) 1982-91, Boutros Ghali (Egypten) 1992-97 og Kofi Annan (Ghana) 1997-. FN’s Generalsekretær kan også være med til at skabe fred ved at fungere som en mellemmand mellem de stridende parter. Generalsekretæren vælges for femårs perioder af gangen.
Det økonomiske og sociale
Råd
Det økonomiske og sociale Råd (ECOSOC) koordinerer det økonomiske og sociale arbejde inden for FN og i de tilknyttede programmer og særorganisationer. Generalforsamlingen fører tilsyn hermed. 54 lande er medlemmer af ECOSOC. De vælges af generalforsamlingen for tre år ad gangen. Rådet træder normalt sammen til én session om året. Her samles ministre og højtstående embedsmænd for at drøfte vigtige økonomiske problemer og sociale spørgsmål. Beslutninger træffes ved flertalsafgørelser.
ECOSOC anbefaler og leder forskellige aktiviteter, der er egnede til at skabe økonomisk vækst i udviklingslandene, gennemføre udviklings-projekter, fremme menneskerettighederne, standse forskelsbehandling, forhøje det generelle uddannelsesniveau, forbedre den almene sundhedstilstand, udbrede kendskabet til videnskabelige og teknologiske fremskridt og støtte internationalt samarbejde på områder som forbedring af boligmiljøer, familiesammenlægning og at forebygge kriminalitet.
Den
Internationale Domstol, som ligger i Haag i Holland, er hele verdens domstol. Allerede før Anden Verdenskrig havde en
domstol vist, at stridigheder mellem lande eller personer kan løses på fredelig
vis. F.eks. i 1930´erne var Danmark og Norge blevet uenige om, hvem Grønland
tilhørte. I stedet for at løse problemet
gennem en krig, valgte de to nationer at få en afgørelse gennem domstolen.
Domstolen tilkendte Danmark herredømmet over Grønland i 1933. Da FN blev stiftet,
oprettede man en ny international domstol, som en afløser, for den daværende
nedslidte domstol. Domstolen kan både benyttes af almindelige mennesker og regeringer.
Et ting, der tit er blevet omtalt i Tv, er menneskerettighedsdomstolen. Den er
en del af Den Internationale Domstol. Her kommer folk, som på en eller anden
måde føler, at deres rettigheder er blevet brudt. De kan få en erstatning, hvis
en regering bliver dømt for at have overtrådt en eller flere love.
De 191 medlemsstater skal bidrage til budgettet, som betales efter en procentskala, der fastsættes af generalforsamlingen hvert andet år. Budgettet for 2002 var på 1,3 milliarder dollars. Danmarks andel var 0,755 %, Finlands 0,526 %, Islands 0,033 %, Norges 0,652 % og Sveriges 1,035 %. USA er den største bidrager med hele 22 % af FN’s regulære budget. Pengene går først og fremmest til lønninger for de ansatte, betaling for lokaler, elektricitet, vand, forskellige former for service på konferencer og møder (tolkning, oversættelse af sprog, trykning af dokumenter, m.v.) samt almen information om FN til mennesker over hele verden. Hele 70 % af FN’s budget, går ubeskåret til Det Økonomiske og Sociale Råd. En del af restbudgettet går til vedligeholdelse samt anskaffelse af nyt udstyr til de udsendte soldater. Ud over det faste budget er der også budgetter, som er finansieret af en række frivillige bidrag. De går bl.a. til udvikling i den såkaldte ”Tredje Verden”, hvor det kommer flygtninge og de mange særorganisationer til gode, der beskæftiger sig med emner fra børns sundhed til bevarelse af kulturværdier. Hvis man lægger det samlede budget for FN sammen, opnår man et budget på hele 8 milliarder dollars (ca. 45 milliarder danske kroner). Når man ser på det samlede bidrag til FN – og dermed verdensfreden – er Danmark, Norge og Sverige med i toppen. Ser man alene på det samlede bidrag pr. indbygger, så er Danmark næsten ved at tage den gule førertrøje. For hvis man sammenligner Danmark med USA, så betaler den enkelte dansker mere, end den enkelte amerikaner gør.
FN’s officielle symbol blev vedtaget ved en generalforsamling
i maj 1946. ”Det viser en projektionsretning
af verdenskortet med centrum i Nordpolen og strækker sig til den 60. sydlige
breddegrad. Alle landområder, undtaget Antarktis, er med. Globen er omgivet af
en krans af krydslagte olivengrene”[2].
FN’s første skridt som fredsbevarende organisation blev taget i 1948, ved et af verdens mest farlige brændpunkter, nemlig Mellemøsten. Her var der igen udbrudt stridigheder mellem de arabiske lande og den daværende nyoprettede stat Israel, der var dannet efter en FN-plan, der delte Palæstina i to stater, en jødisk og en arabisk. I 1949 forhandlede en FN-mægler fra Sikkerhedsrådet sig frem til en våbenhvileaftale mellem Israel på den ene side og Egypten, Jordan, Libanon og Syrien på den anden. Der blev oprettet et korps af de såkaldte ”FN-observatører”, der skulle overvåge, at aftalerne blev overholdt af begge parter. Danmark var med fra begyndelsen og er det stadig. Over 500 danske observatører har gennem årene deltaget i denne mission.
FN’s indsats i Mellemøsten kunne dog næppe kaldes for en sejr. Mange af de 600.000 palæstinensere, der blev fordrevet da staten Israel blev oprettet, lever stadig i primitive flygtningelejre langs Israels grænser. Deres vrede har adskillige gange blusset op i de arabiske lande. Men FN hævder, at man på kort sigt havde stoppet kampene og dermed taget det første skridt mod fred.
Hvis et land vil optages i FN så skal de love at være ”fredselskende”, og bevarelsen af den internationale fred har da også været en af FN’s hovedopgaver siden dannelsen i 1945. FN lægger ansvaret for at bevare freden ud til Sikkerhedsrådet, men da de fem faste medlemmer af rådet – England, USA, Frankrig, Rusland og Kina – kan nedlægge veto mod enhver beslutning om at iværksætte fredsbevarende aktiviteter, kræves der ofte vanskelige forhandlinger, før en operation kan indledes.
Selv om FN primært er blevet oprettet for at bevare freden, har organisationen ikke sin egen hær og kan således derfor ikke sende soldater ud i hele verden for at bremse alle konflikter. Man må bede medlemslandene om at levere soldater og udstyr til operationerne. Det giver FN en lang række begrænsninger. FN kan kun sende en fredsbevarende styrke, hvis de to parter er enige om at modtage den.
Når sikkerhedsrådet er blevet enig om at godkende en fredsbevarende operation, skal der fastlægges konkrete mål for aktiviteten. Det ideelle ville være, hvis FN bare kunne sige: ”Skab fred i Irak (eller i Afrika eller et helt andet sted)”, men så simpelt er det ikke. Der skal fremlægges en rapport, der har til formål at beskrive den fredsskabende operations forløb, og man skal udarbejde et budget for operationen, så de deltagende lande kan få dækket deres udgifter.
De regeringer der har indvilget i at stille deres soldater til rådighed bevarer styringen af dem under hele operationen. Soldaterne bærer deres eget lands uniformer, men de er iført blå baretter eller hjelme, som bærer FN’s symbol. Derved kan man umiddelbart se, at der er tale om FN-soldater.
Der er ofte tale om, at tilstedeværelsen af fredsbevarende styrker er nok til at lægge en dæmper på den kritiske situation. Så FN-soldaterne er kun bevæbnet med lette våben til selvforsvar. Nogle gange må de dog, af frygt for deres liv, bruge våbnene. Siden 1948 har omkring 1.600 civile og militære FN-folk mistet livet i tjenesten.
Foruden de militære aktiviteter udfører FN’s fredsbevarende personale også en række politiske, lægelige og humanitære opgaver. I mange tilfælde arbejder valgobservatører og menneskeretskontrollanter side om side med soldaterne. De har til opgave at hjælpe med til, at et område kan vende tilbage til normale forhold med frie valg og respekt for menneskerettighederne. Indtil da må de forsøge at skabe et sikkert sted at være for befolkningen ved at finde midlertidige indkvartering for flygtninge og rydde landminer, samt uddanne politistyrker til at opretholde lov og orden.
Mens FN’s fredsbevarende operationer ofte giver store overskrifter i aviserne, gennemføres mange af FN’s aktiviteter med langt mindre opmærksomhed. Da FN-soldaterne ikke deltager i nogen form for ildkampe, er disse operationer ikke så interessante for pressen. Den slags operationer giver rent faktisk FN mere tid til at organisere tingene, end hvis man lige pludselig skal sende soldater til et land, hvor konflikten allerede er løbet løbsk. Det var den slags tiltag FN’s tidligere generaldirektør Dag Hammarskjöld foretrak. Han kaldte dem ”forebyggende diplomati”. De består af to trin: at ”køle situationen ned og derefter hjælpe dem med at opbygge et demokratisk samfund”[3].
Det betyder, at FN’s fredsbevarende operationer kan foregå i et område over en lang årrække. Operationen er først afsluttet, når Sikkerhedsrådet vurderer, at der ikke længere er brug for FN’s støtte. Et af de krav Sikkerhedsrådet stiller er, at regeringen skal kunne lede landet på demokratisk vis, samt opretholde freden.
WHO (World Health Organization) arbejder for at skabe bedre helbredstilstande over hele verden. Den forsøger at hjælpe lande med at tilbyde deres befolkning bedre sundhedstjenester og at forhindre sygdomme at brede sig fra land til land. WHO støtter enhver form for forskning, der kan føre til helbredelse af en sygdom med hjælp fra vacciner og medicin. Lige nu er deres største problem aids. Forsker i hele verden arbejder ihærdigt på at finde en løsning, der én gang for alle kan stoppe dette problem.
WHO indsamler også statistikker om den globale helbredstilstand. I situationer som oversvømmelser, hungersnød, jordskælv eller krig kan WHO’s lægehold hurtigt rykke ud for at hjælpe. F.eks. da tsunamien ramte det sydlige Asien
FN’s Internationale Børnefond blev oprettet i 1946 for at hjælpe alle de børn, der led nød efter Anden Verdenskrig. I dag arbejder UNICEF over hele verden for at hjælpe lokalsamfund med at tage sig af nødlidende børn, der har brug for sundhedspleje, mad, uddannelse, rent drikkevand samt meget mere. Et af de alvorlige problemer UNICEF arbejder med er, at unge børn kæmper som soldater i over 30 krige rundt omkring i verden. Det drejer sig om mere end 300.000 børn, helt ned til otte års alderen. UNICEF forsøger at hjælpe disse børn med at få et normalt liv tilbage og leve i et normalt samfund uden krige.
UNICEF støtter også FN’s Børnerettighedskonvention, der fastlægger regler for, hvordan et land skal behandle sine børn. Børn har ret til at leve, til at blive beskyttet mod overlast, til bedst mulig sundhedspleje og til gratis grundskole.
I 1991 besluttede WHO og UNICEF, at man ville vaccinere mindst 80 procent af alle børnene i udviklingslandene mod de farligste børnesygdomme. Siden da har WHO og UNICEF redet omkring 2 millioner børn om året.
FN-systemets indsats i nødsituationer bliver ledet af den særskilte afdeling OCHA (Office of the United Nations Disaster Relief Coordinator). Det gælder både indenfor naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. OCHA har været og er stadig med til at sikre en effektiv ledelse af hurtig indsats fra FN-systemets side. De reagerer på naturkatastrofer som den i Asien forleden måned og de reagerer også på teknologiske katastrofer som den eksplosion i 1986 på Tjernobyl-kernekraftværket i Ukraine. OCHA tager sig også af flere andre slags nødsituationer, eksempelvis bistand til verdens 26 millioner hjemløse.
FN er via sine organisationer meget aktiv med hensyn til ydelse af humanitær bistand. Den diplomatiske indsats fra FN er ofte afgørende, når det gælder adgang til de folkegrupper, som lider under en konflikt. Krænkelser af menneskerettighederne, trusler, tortur og meget mere, er i dag et stigende problem. FN-systemets humanitære bistand omfatter mere end det umiddelbare hjælpearbejde. Den involverer også langsigtede rehabiliteringsprogrammer og indsats for udvikling. Målet med disse programmer er at sikre, at hjælpearbejdet bidrager til den fremtidige udvikling. Bæredygtig udvikling inden for det økonomiske og sociale er forsat den bedste beskyttelse mod katastrofer. Næsten hele FN’s humanitære arbejde er finansieret af frivillige bidrag. Alene i 1994 udsendte OCHA flere internationale appeller, hvilket førte til, at der indkom over 2,7 milliarder dollars. Det var nok til at give bistand til hele 27 millioner mennesker. OCHA er aktiv 24 timer i døgnet, så hvis en katastrofe indtræder, så kan de hurtigt få slået alarm.
FN har på det politiske plan gjort en stor forskel. FN har virket som en stabilisator mellem de høj-politiske magter. Flere og flere lande har valgt at tilslutte sig FN-forbundet pga. den tryghed, der er, når man er med i et fællesskab. Gennem årene har FN fået gennemtrumfet utallige våbenhviler. Mange af disse våbenhviler førte derefter til fred mellem de stridende parter. Gennem de sidste 50 år har FN ydet mere humanitær hjælp end alle andre organisation tilsammen.
Med hensyn til den globale fred
så har FN ydet en hel formidabel præstation. Man har formået at forhindre et muligt udbrud af Tredje
Verdenskrig. FN har deltaget i utallige fredsbevarende operationer rundt
omkring i verden. Mange af operationerne er stadig ikke afsluttet. F.eks. har
FN de sidste 10 år haft en stor betydning i Gaza-striben. FN har formået at
lægge en dæmper på urolighederne. FN har ikke kun haft succes. Man har lidt tab,
specielt inden for den militære sektor, men hvis man sammenligner med de
menneskeliv, FN har reddet, så er tabet meget minimalt. Eksperter anslår, at FN
har reddet omkring 500 millioner mennesker.
I oktober 2002 var der i alt 191 medlemslande:
Afghanistan 1946
Albanien 1955
Algeriet 1962
Andorra 1993
Angola 1976
Antigua og Barbuda 1981
Argentina 1945
Armenien 1992
Aserbajdsjan 1992
Australien 1945
Bahama-øerne 1973
Bahrain 1971
Bangladesh 1974
Barbados 1966
Belgien 1945
Belize 1981
Benin 1960
Bhutan 1971
Bolivia 1945
Bosnien1993 Hercegovina
1992
Botswana 1966
Brasilien 1945
Brunei Darussalam 1984
Bulgarien 1955
Burkina Faso 1960
Burundi 1962
Cambodia 1955
Cameroun 1960
Canada 1945
Centralafrikanske Republik 1960
Chile 1945
Colombia 1945
Comorerne 1975
Congo 1960
Congo, Den demokratiske republik (tidl. Zaire) 1960
Costa Rica 1945
Cuba 1945
Cypern 1960
Danmark 1945
Djibouti 1977
Dominica 1978
Dominikanske Republik 1945
Ecuador 1945
Egypten 1945
Elfenbenskysten 1960
El Salvador 1945
Eritrea 1993
Estland 1991
Etiopien 1945
Fiji 1970
Filippinerne 1945
Finland 1955
Forenede arabiske Emirater 1971
Frankrig 1945
Gabon 1960
Gambia 1965
Georgien 1992
Ghana 1957
Grenada 1974
Grækenland 1945
Guatemala 1945
Guinea 1958
Guinea-Bissau 1974
Guyana 1966
Haiti 1945
Holland 1945
Honduras 1945
Hviderusland (Belarus) 1945
Indien 1945
Indonesien 1950
Irak 1945
Iran 1945
Irland 1955
Island 1946
Israel 1949
Italien 1955
Jamaica 1962
Japan 1956 Jordan 1955
Jugoslavien 1945
Kap Verde 1975
Kasakhstan 1992
Kenya 1963
Kina 1945
Kirgisistan 1992
Kiribati 1999
Kroatien 1992
Kuwait 1963
Laos 1955
Lesotho 1966
Letland 1991
Libanon 1945
Liberia 1945
Libyen 1955
Liechtenstein 1990
Litauen 1991
Luxembourg 1945
Madagascar 1960
Makedonien, Den tidligerejugoslaviske republik 1993
Malawi 1964
Malaysia 1957
Maldiverne 1965
Mali 1960
Malta 1964
Marokko 1956
Marshall-øerne 1991
Mauretanien 1961
Mauritius 1968
Mexico 1945
Mikronesien 1991
Moldova 1992
Monaco 1993
Mongoliet 1961
Mozambique 1975
Myanmar (tidl. Burma) 1948
Namibia 1990
Nauru 1999
Nepal 1955
New Zealand 1945
Nicaragua 1945
Niger 1960
Nigeria 1960
Nordkorea 1991
Norge 1945
Oman 1971
Pakistan 1947
Palau 1994
Panama 1945
Papua Ny Guinea 1975
Paraguay 1945
Peru 1945
Polen 1945
Portugal 1955
Qatar 1971
Rumænien 1955
Rusland 1945
Rwanda 1962
Salomon-øerne 1978
Samoa 1976
San Marino 1992
Sao Tomé og Principe 1975
Saudi Arabien 1945
Schweiz 2002
Senegal 1960
Seychellerne 1976
Sierra Leone 1961
Singapore 1965
Slovakiet 1993
Slovenien 1992
Somalia 1960
Spanien 1955
Sri Lanka 1955
St. Kitts og Nevis 1983
St. Lucia 1979
St. Vincent og Grenadinerne 1980
Storbritannien 1945
Sudan 1956
Surinam 1975
Sverige 1946
Swaziland 1968
Sydafrika 1945
Sydkorea 1991
Syrien 1945
Tadsjikistan 1992
Tanzania 1961
Tchad 1960
Thailand 1946
Tjekkiet 1993
Togo 1960
Tonga 1999
Trinidad og Tobago 1962
Tunesien 1956
Turkmenistan 1992
Tuvalu 2000
Tyrkiet 1945
Tyskland 1973
Uganda 1962
Ukraine 1945
Ungarn 1955
Uruguay 1945
Usbekistan 1992
USA 1945
Vanuatu 1981
Venezuela 1945
Vietnam 1977
Yemen 1947
Zambia 1964
Zimbabwe 1980
Ækvatorial Guinea 1968
Østrig 1955
Østtimor 2002
Listen med medlemslandene er hentet på FN’s danske hjemmeside.[4]
Lige siden dannelsen er FN blevet set som en stor familie af forskellige hjælpeorganisationer, der i vor dagligdag hjælper flere hundrede millioner mennesker. I dag er det sådan, at FN arbejder på at få verdenssamfundet stabiliseret. Det kræver en verdensomspændende indsats fra alle parter. De industrielle lande skal hjælpe med at opbygge et demokratisk og moderne samfund i udviklingslandene. 191 lande, heriblandt Danmark, har indvilliget i at indgå i et fællesskab, der følger nogle bestemte retningslinjer. Det er f.eks., at et land ikke må starte en krig, uden et FN-mandat. FN-mandatet får man kun, hvis Sikkerhedsrådet mener, at truslen er til fare for verdensfreden. Hvert af medlemslandene betaler et kontingent, som er beregnet ud fra en procentskala. USA er som den største bidrager med hele 22 % med til at vise, at de rige lande sagtens kan bære at yde et bidrag til fattige. FN organisationen er på mange måder med til at skabe verdenssamfundet. Man bruger 45 milliarder kroner om året på at opretholde fred, hjælpe folkegrupper, der er i nød, reetablere lande, der har været udsat for en katastrofe, forskning, bekæmpelse af sygdomme og meget mere. Hver afdeling i FN yder en stor indsats i deres arbejde. Eksperter anslår, at FN’s hjælpeorganisation har været med til at redde op imod 500 millioner mennesker. Det er meget set i sammenhængen med, at der kun har været 1.600 civile og militæriske dødsfald i organisationens levetid. FN-systemet arbejder intensivt på at få de storpolitiske magter til at arbejde sammen i stedet for at skændes.
Jeg syntes, at det har været et meget spænende emne at
arbejde med. Det har i hvert fald været et emne med mange udfordringer. Jeg er
blevet en del klogere på, hvordan FN er opbygget, og hvordan det virker i
praksis. Før dette projekt havde jeg ingen anelse om, hvor kompliceret
FN-systemet enlig er. Jeg føler selv, at det er nogle gode sider, jeg har fået
skrevet. Selve rapporten blev ikke så lang som forventet, men til gengæld håber
jeg på, at det er synligt, at indholdet i rapporten er gennemarbejdet.
Hobro d. 4. februar 2005 _______________________
Jens Aakjær
Madsen 9.a
Bøger:
Forfatter: Titel: Forlag: Udgivelsesår:
Af: Lauritsen, Birthe FN som fredsskaber Munksgaard Holstebro
1993
Af: Hartmann, Niels Forende Nationer Gyldendal Viborg 1977
Af: Pollard, Michael De Forende Nationer Bogfabrikken Fakta Frederiksberg 1994
Af: Trier, Jean FN’s højkommissær om flygtning Bogfabrikken Fakta Frederiksberg 1995
Af: Melvern, Linda De Forende Nationer Flachs
Aps Holte 2001
Af: FN Forbundet FN – Hvad ellers FN Forbundet København 1995
Internet:
De Forenede Nationers officielle hjemmeside:
De Forenede Nationers danske hjemmeside:
De Forenede Nationers FN-pagt:
http://www.un.dk/danish/FNpagt/FNpagt.htm
De Forenede Nationers officielle medlemsliste:
http://www.un.dk/danish/FN/fn_familien/fns_189_medlemslande.htm
[1] De Forenede Nationers FN-pagt: http://www.un.dk/danish/FNpagt/FNpagt.htm kapitel 1
[2] De Forenede Nationers officielle hjemmeside: www.un.org
[3] Dag Hammarskjölds udtalelse på et pressemøde i 1957
[4] FN’s officielle
medlemsliste http://www.un.dk/danish/FN/fn_familien/fns_189_medlemslande.htm