| |
D. 28/10-03
Kære
Tamseela.
Jeg er en
dansk pige på 14 år. Jeg har læst din historie og vil nu forsøge at give
dig svar på de indirekte spørgsmål, jeg synes at kan finde i din
beretning.
Jeg kan
udmærket godt forstå, at det kan være svært at komme ind i en dansk
klasse som den eneste pakistaner. Vi har i min klasse fået en ny dreng
med en anden trosretning end alle os andre. Det var i starten også svært
for ham, men det var sørme da mindst lige så svært for os andre. Hvad
skal man lige sige? ”Gad vide hvordan han reagerer, hvis jeg siger
sådan? Bliver han mon vred? Men hvis jeg nu ikke siger noget, føler han
sig så udenfor?”, var nogle af mine tanker. Jeg tror dine kammerater har
enormt svært ved, hvordan de skal tackle din ”anderledeshed”. Har du
nogensinde prøvet at snakke med dem?
Med hensyn
til seksualundervisningen har du ret. Du kan ikke bebrejde din lærer
noget, men heller ikke dine klassekammerater. Det er jo ikke deres
skyld. Vi, som danskere, har nogle andre regler og tror på noget andet.
Hele din klasse kan ikke bare springe seksualundervisningen over pga.,
at du er forpligtet til det. Dine klassekammerater skal have
seksualundervisning, lige så vel som du ikke skal. Det var måske en idé,
at du fortalte din klasse om dine følelser omkring alt dette, fortæller
hvor svært du har det, og at du faktisk ikke har det godt med, at de f.
eks. alle kigger på dig, når du forlader seksualundervisningen. Forklar
dem, hvorfor du er fraværende i netop det fag, og fortæl dem om Din
religion. Jeg tror, alle ville være meget lydhør overfor dig, og nogle
vil garanteret være meget interesseret i din historie. Du kunne
eventuelt læse denne artikel højt for din klasse og lade dem stille
spørgsmål til den.
Jeg synes
også, at det er forkert altid at dele op i sorte, hvide osv. Man skal
absolut ikke gøre forskel på mennesker pga. af hudfarve, religion osv.
Helt enig. Du bliver ved at sige: ”Det vil I aldrig forstå!”. Hvad mener
du helt præcis med det?
Selvfølgelig er I mennesker ligesom alle andre. Jeg tror heller ikke,
der findes ret mange mennesker, der opfatter jer som ikke værende
mennesker. Jeg tror, det er noget, der foregår oppe i dit hoved, fordi
du måske ikke er blevet helt fair behandlet. Sådan er livet jo. Alle
bliver uretfærdigt behandlet en gang imellem, - nogle selvfølgelig mere
end andre.
Du beretter
også om hårdt arbejde. Vi arbejder alle hårdt også danskere, tro det
eller ej. Alle mennesker må arbejde for at kunne forsørge dem selv og
deres nærmeste. Jeg ville gerne, at du kunne beskrive dit tomrum lidt
mere specifikt. Måske kan jeg give dig nogle svar, forklaringer eller en
form for forståelse.
De mange
opgaver, kan jeg sagtens genkende. Alle danske piger skal også hjælpe
til derhjemme og for så vidt også danske drenge. Vi danskere uddelegerer
måske ikke de huslige opgaver så meget. I danske hjem er det bare en
selvfølge, at man hjælper til og hjælper hinanden. I mange danske hjem
får børnene ofte lommepenge for f.eks. at holde orden på sit værelse
eller gøre nogle andre bestemte ting. Netop på det punkt tror jeg ikke,
danskerne skiller sig meget ud fra pakistanerne.
Jeg forstår
udmærket godt, du måske føler dig udenfor, når de andre i klassen tager
på lejrskole. Jeg synes også, det er smadder ærgerligt, fordi du måske
ved, en sådan lejrskole ville have været en mulighed for at skabe nye
venskaber og komme tættere ind på dine klassekammerater. Men hvis din
religion forbyder dig det, er der jo ikke så meget, jeg kan gøre ved
det. Det er surt!
Mennesket
bliver aldrig tilfreds! Igen, du har fuldstændig ret. Jeg tror lige
meget hvad, bliver mennesket aldrig tilfreds. Der findes alt for mange
steder i verden, hvor de slås, og der er krige. Jeg synes krig er
forfærdeligt, og det skulle efter min mening forbydes ved lov. Desværre
forholder det sig ikke sådan, at jeg altid kan få min vilje, og det
gælder også for dig. Man burde kunne snakke om tingene på en fair måde i
stedet for at bryde ud i krig pga. uenighed. Jeg finder det dybt
åndssvagt, at voksne mennesker tyer til fysiske dramatiske udfoldelser,
fordi de ikke kan komme frem til en løsning eller en forståelse for
hinanden.
Nu har jeg
kommenteret på din artikel, og min umiddelbare tanke er: ”Så lad da være
at være muslim, hvis det er så forfærdeligt, som du hentyder til.” På
den anden side måtte du vel også have en dybere begrundelse for dine
ord, så jeg besluttede at prøve så vidt som muligt at sætte mig ind i
det at være muslim. Jeg fremskaffede mig noget litteratur og gik
derefter i fuld sving.
Efter at
have læst i ”Ære og Skam – det islamiske familie- og livsmønster – fra
undfangelse til grav” af Naser Khader, er jeg nu meget mere forstående
for din beretning. Jeg forstår at man ikke ”bare” skifter fra muslim til
kristen. Jeg havde, inden jeg læste i bogen, ingen anelse om, hvor
strenge muslimers regler er. Jeg, som kristen, kan jo nemt skifte tro,
da vi tror på, at enhver har lov at ændre mening hele vejen igennem
livet. Vi er ikke bundet på nogen måde, som I muslimer er. Jeg skriver
også tidligere i mit brev, at jeg sagtens kan nikke genkende til det med
pligterne, men forstår nu også, at mine pligter i den grad er
forskellige fra dine. Vi danske kvinder er jo på ingen måde underkuede
(tillad mig mit ordvalg) som jer. Vi I Danmark går ind for
ligeværdighed, så i mine ører lyder det fuldstændig forskruet, at
muslimske kvinder behandles på den måde. Udover at have læst i bogen har
jeg også læst en projektopgave fra 97 ”Forældresamarbejde med etniske
minoritetsforældre”. Der ud fra er jeg også blevet en del klogere. Vi er
forskellige, sådan er det bare, vi kan ikke alle være ens, men vi kan
respektere hinanden for dem, vi er. Jeg respekterer jer og jeres tro,
men acceptere jeres tro, kan jeg aldrig. Jeg kan umuligt acceptere f.
eks., at muslimske mænd stadig slår deres koner og børn, selvom de er
kommet til Danmark, hvor vi har andre love. Jeg tror også, at uanset
hvor meget jeg læser, får fortalt osv., vil min forestilling om jeres
miljø aldrig ændre sig. Vi danskere skal også passe på ikke at blive
belærende over for jer, men det er svært, fordi vi så gerne vil, at I
skal være så danske som muligt.
Ifølge
Gyldendals Leksikon defineres kultur således: ”Kultur er den mængde
begreber, forestillinger og værdier, som en befolkningsgruppe råder
over, og ud fra hvilken dens medlemmer forstår deres tilværelse og
begrunder deres handlinger.” Derfor kan man godt sige, at kultur er
forskellige dele af virkeligheden, og at det er svært for f.eks. jer
muslimer at leve jer ind i vores virkelighed, og omvendt er det lige så
svært for os at leve os ind i jeres virkelighed. Vores livssyn er næsten
helt modsat af jeres livssyn. Vi har et individualistisk livssyn dvs. at
under opdragelsen af børn sættes det enkelte barn i fokus og opdrages
med en bevidsthed om at være eneansvarlig for sit liv og gøre med det,
hvad det vil. I starten af barnets leveår sættes der mange grænser, som
bliver mindre og mindre, jo ældre barnet bliver. I muslimer har et
kollektivistisk livssyn, dvs. at I opdrager efter at barnet kun er
lykkeligt, hvis familien som en helhed er velfungerende. I denne form
for opdragelse og livssyn får barnet som lille ingen eller kun få
grænser, og jo ældre barnet bliver jo flere stramme grænser og regler
får det.
Du har min
dybeste medfølelse, og jeg ville ønske at jeg kunne give dig svar og
fortælle dig: ”Sådan skal du gøre!”, men det er mig desværre umuligt, da
vi er så vidt forskellige. Jeg håber, du finder et ståsted mellem de to
kulturer, og at du kommer udover dette tomrum som et helt menneske – og
vigtigst af alt, som dig selv. Det vil selvfølgelig kræve meget både af
dig selv og dine omgivelser, men jeg tror på at det er det værd.
Med alle
mulige lykønskninger for fremtiden!
Julie
Christensen
Udvalgt af Else Helboe |